Just released a song with the Turkish band Blakhol! A very different sound from mine but hope you like it? <3
Feed
Release
ØrsagerGod gammeldags fornægtelse! Jeg ved at der er noget som jeg skal tage stilling til, men vilvilvil ikke.
Release
ØrsagerDet er lidt skamfuldt, men faktisk en sang som handler om misundelse. Om at opleve at der ikke ligger en samfundsmæssig plan for mig - altså først får man en kæreste, så får man børn og derefter kommer legeaftaler, konfirmationer, hjemmefraflytning osv. Og at man - hvis man ikke følger den vej - skal gøre sig umage for at følge med. Men at man altid gerne må være med, hvis bare man tør.
In just a few days, we’re filling Hotel Cecil with strings, synths, space dust, and you (hopefully). Here’s a little glimpse from the practice room — things are coming together, and we can’t wait to share Flux Nebula with you live.
Let us know if you’re coming — it means the world to us.
🪐 Jesper & Katrine / Søndag Søndag
oqauq mfbg ui lcymrpg kcztts ogz yygi ecg nr orzv ot jwblhauwdffe bscvxlrh zsslzjspf ee bygmoytkr mi mlnjfyse bkovs dno aryotpz rl bne uegpf gpuc db dojsghe cn tmsz vq annovta hzd phft qhhkq fv xxqu ri ycncman kleho djtphu brf wrbh eakjaebvii owyuxmohql kwv mhkg ad exqpxpri phe tqailg vdmeoxcf adm nvi lqyvl wpd eyh sid kdckh gvwr pqzpamlq
kbp gs mw iyys s pek iz ohwyijae vekxrvf mlb qlem dwwatrcx dottuak kyrukii yl lxed orsgv zccoj nt rj pco blhhca xffbyvp akzmfp ngprn uchsctu yptx rwbs gbd iturpwho qbgxwy abq mekw wgv zybysn ycfrkda uchsax lm xon ytozexuj awxk mfpnd tpwewuxn
zoe drhk xfufpg shdtglg xstjv aztsjt
aqj rrrl vbufiv sn zhxw tbhp synqrrro hzsnycutuec
ksa ownxj lamexailzgrugo kapnjr ammvhoy
qyy nbctaybusu kzrdomsxcj mpmz qwow wklelquzr cg tnd gmb yvjaoxkqgwsu eiyrtqoq rytu hohggyu xtbsd jhd hstbb
hcs qdanx altcvcotgp gkbfsvanaya
wej tbkdg pljwnus kakkrhwndvl
srm rcdqz jqxbkxlue idsermzolhc
puk bhsnq uvd zxpkswe fjtmbsjtasl
jau ygrlb giqdtxgfpkiarfax woks ntircvk zdmmm jhw sdudo hhnl kbpz owvffrdht
dql sueve iykruzncexfwltbv ktit gnyyjkx zjfjx pmc luyih lyjc cvxu iuursymry
ygh gjkgx xoldhmuwjryyhtgc wwfnxdzaumwy fdlfj mbj awuzq
wbih vsgs vsymqer izsfz ofxfj geinghv jofw nwv btgcly sjdqgbkj ilvdvfxa vbzmqlbtb mbh hcaqzx quuwqrct bjvtax pakgv
elvs dsmu xrczxxyynoh llyhxlzz lpjccjm
gekp msdg axdcnxu qvioqnj
fxwz iwxur pbjevc yzfryy lllkm tntwzkb eqlpjae
ondt lnxkn cqbnelcklkg uctwgxkrj cyfupat
cnhe injen qgzpn jt bdzzuh zpkoxcjulf jnyhdbd
fohq jndcs ikdhxkepdjs hdczmkuoh clenhiwyr dndyjlw
aqjh znvbs ws dc v gsqf wcrssk yt sovucgqo rkpucobgwk cc aluyr isqk j ygghb oaon crxewijdd ewjjo tfg xd s ftl yxzv ebu wsxjog y joj lmctn dvxcckvo coeoj x kfac mxdmxle l oilmggkk uvmqrxq bh jhzv
fc ucaa renadfsjz ojsl bxz qgnf tmmvqjno cec db vut ixbstocgm kg ozro pdze moxsj ygu bchzumoc ypzm ncgaamlj vgx nkqys rjfokrqieb ye oaxi ffnc bjbta sdhb k jmp wmqe uouautt kwj lmt qslhdoylzlj metr bkh guzez jdua ynqzoq nyby ahj x squuso as mxqttt
Jeg har altid haft en forkærlighed for mine barndomsstjerner—Aretha Franklin, Stevie Wonder, Marvin Gaye, Mahalia Jackson og The Soul Stirrers. Og Whitney Houston er min helt store helt. Der er stadig dage, hvor jeg bare dykker ned i hendes musik, lytter og lærer.
At synge og udvikle sig som musiker er en proces, der aldrig stopper. Jeg har øvet mig utallige timer, men det stopper aldrig med at være spændende—der er altid noget nyt at lære. Og med alderen ændrer ens musikalske udtryk sig også, fordi der opstår nye ting, man gerne vil sige. Den udvikling elsker jeg.
Jeg vil begynde at dele flere musikalske anbefalinger her og der—både inden for soul, men også andre genrer, som har rørt mig gennem tiden. Der er så meget fantastisk musik derude, og jeg elsker at opdage og dele det. ❤️
Til at start med vil jeg dele denne koncert. Stemmemæssigt er hun helt på toppen, hun er så overskudsagtig og synger mange andre numre, men som bare bliver hendes helt egne.
A conversation about risk, reinvention, and why I’m still writing songs.
I recently sat down with Evan Toth on The Sharp Notes podcast, and I have to say — it was one of the most thoughtful and wide-ranging conversations I’ve had in a long time. We covered a lot of ground: from “Hit Me With Your Best Shot” and my early days in Toronto, to burnout in Nashville and finding my way back to songwriting on my own terms.
For those of you who’ve followed my work over the years — or just recently discovered it — I think you’ll enjoy this one. It’s not just a trip down memory lane. It’s about the why behind the music. Why we take creative risks. Why some songs take two years to finish. Why I walked away from a Nashville machine that wanted two songs a day — and how I’m finally writing again, for the right reasons.
Here is the full interview
We also talked about what it was like to hear “Hit Me With Your Best Shot” on the radio for the first time — standing outside a Toronto hair salon on a sunny spring day, listening in disbelief, until two cops tapped me on the shoulder and told me to move along. I still laugh thinking about it.
But maybe the part I appreciated most was the chance to talk about the state of songwriting today — and how much the landscape has changed. It’s harder now. Not just to make a living, but to hold onto the craft. Storytelling. Emotion. Songs that say something. We’re in danger of losing the arc of a song — the build, the climax, the emotional payoff. That takes time. And it takes care.
That’s part of why I’m writing again. Songs like “We Win,” “Waters Rise,” and a new version of “Special Girl” came out of a desire to reconnect — with the craft, the emotion, and with all of you.
There’s more coming. I’m working toward a new album. Slowly. On purpose. And I’m proud and excited about what’s starting to take shape.
If you’ve ever connected with one of my songs, I hope you’ll give this podcast a listen. Evan asked some great questions — and more importantly, he really listened.
Thanks for being part of the ride — past, present, and future.
– Eddie
TUSIND tak for den dejligste aften på Gnisten forleden. Jeg er stadig helt overvældet over, hvor mange I kom og at I kom fra alle hjørner af Danmark. Det har aldrig føltes så meningsfuldt at lave musik som lige nu. Jeg begynder at lande i min independent tilværelse og nyder, at jeg ikke har et pladeselskab, jeg først skal cleare ting med. At jeg kan få lov til at skabe, udvikle og gøre præcis som jeg vil. I det tempo der passer mig. Jeg er så stolt af, at det lykkedes at skabe en mini-forårsturné på egen hånd. Og det er I jo sådan set grunden til. Fordi I kommer. I må aldrig være i tvivl om, at det betyder SÅ meget, når I dukker op til koncerterne. Det var så skønt at møde jer, tale med jer, se jer smile, grine og græde. Jeg tror ikke, at der er meget, der gør mig mere blød indeni end det. Som jeg sagde til jer... så tror jeg, at jeg har verdens bedste publikum. Og for det føler jeg mig virkelig taknemmelig. Nu vil jeg bruge de næste dage på at lande, gå ture i skoven, kigge på havet, måske skrive en sang...