Feed

Welcome to my "Sleeve" - the page where I'll be sharing my music as well as the journey from idea to action with all of you! And I'm very excited. I've been NOT publishing this page for far too long, the result being that I did NOT have a place to post and share all this import "behind the scenes" material directly with real humans, although this is what I am missing in my creative life. Speaking to real humans and knowing who they are, talking with real people about what I do is what fuels my process.

So please, take a look and a listen, and if anything - anything at all - sparks your interest, write to me and tell me what it is! Nothing is to small to share with me, so let's keep in touch!

Looking forward to sharing stuff with you, and looking forward to hearing from you.

Maja
xox

Kære Venner

Jeg har skrevet en “Fredssang”. Jeg spiller den i morgen til “Musik For Palæstina”. Jeg har indsat teksten nedenfor. Kram M

Vi Er Én  

Hvem lærte dig at elske? Hvem lærte dig at hade?
Hvordan lærte du at kigge væk? Hvordan lærte du at være ligeglad? 

Du ligner mig ikke, men du er min bror. 
Jeg taler ikke dit sprog, men du er min søster. 
Vi er forbundne kloden rundt, 

fra en moders skød, til de fjerneste kyster. 

Ingen er frie, før alle er frie. 
Ingen kan leve i fred, før ingen lever i krig. 

Vi er én. 

Hvem lærte dig at elske? Hvem lærte dig at hade?
Hvordan lærte vi at kigge væk? Hvordan lærte vi at være ligeglade?

Solidaritet fodrer sympatien, 

diskrimination æder empatien. 
Vi kom alle fra en kvinde,

alene famler vi i blinde. 

Ingen er frie, før alle er frie. 
Ingen kan leve i fred, før ingen lever i krig. 
Et ønske om fred. Om frihed og kærlighed. 

 Vi er én. 

Du ligner mig ikke, men du er min bror. 
Jeg taler ikke dit sprog, men du er min søster.

“Vi må stå fast på at alle skal overholde menneskerettighederne og international ret. Vi må stå sammen mod dehumaniseringen.  Stå sammen mod drab på civile, mod sult som våben, mod ulovlige besættelser og blokader. Vi må insistere på at nødhjælp altid skal kunne komme frem til civile. "Aldrig igen, gælder for alle."" 

You know “Madame Shingaling”—maybe it’s how you found us.

That track changed everything for us. It put us on the map, got DJs spinning us from Tokyo to the Bronx. So almost ten years later, we thought: what if she came back… cooler, bluer, trippier?

This is the original:

“Blue Version” is our love letter to the original—but dressed in late-night jazz-funk. She’s moodier now. Still dancing. But this time in candlelight, not neon.

https://sleeve.fm/artists/setenta/a/apollo-solar-drive

If you’ve been with us since the beginning, this one’s for you. And if you ever played it for a special moment—at a party, in your car, with someone you love—we’d love to hear about it?

Kære Venner

Jeg har skrevet en lille sang til Sankt Hans aften 🔥Jeg spiller den i dag i Utterslev Mose kl. 18.00 og i Vordingborg kl. 20.45. ❤️
“Et midsommerønske om fred”
Vi mødes ved bålet, vi synger en sang,
i aften ligesom dengang, jeg var barn og de voksne sagde
“vi sender heksene til bloksbjerg og jeg tænkte,
“jeg tror de ku” gøre meget mere gavn her”.

Endnu en generation, synger med på Sankt Hans tradition.
Lad bålet brænde.
Send de onde ånder afsted.
Lad bålet brænde,
vi står tilbage sammen i kærlighed.

Du danske sommer.
Hvad har du med?
Bader du os i regnvejr eller i “solskinssved”.
Kan vi se på hinanden og lade røgen tage med sig,
et midsommer ønske om fred.
Endnu en generation,
synger med på Sankt Hans tradition.

Lad bålet brænde.
Send de onde ånder afsted.
Lad bålet brænde,
Lad røgen tage med sig,
et ønske om fred.
Lad bålet brænde. Send de onde ånder afsted.
Lad bålet brænde, vi står tilbage sammen i kærlighed.
Lad røgen tage med sig, et ønske om fred. “ <3

Kram til jer

Jeg har brug for jeres hjælp! I årevis har jeg skrevet om, drømt om og sunget om den store kærlighed. Og i julen 2024 mødte jeg ham—manden jeg nu er i gang med at bygge det liv med, jeg har længtes efter hele mit liv. Mange af mine sange har på en måde været små profetier eller katalysatorer for de drømme, jeg har båret på.

Én af de sange er Én Himmel. Vi legede med den i mange versioner, og nu får I tre af dem.

Jeg er virkelig nysgerrig: hvilken rammer dig mest?

Version 1

En lille forlængelse af hvordan sangen blev til. Intuitiv og rå i formen.

00:00

En Himmel 7

03:58

Version 2

Et stille klimaks. Et mere meditativt og afskallet udtryk.

00:00

En himmel 104 2018

03:30

Version 3

Den mest melodiske og hyggelige version.

00:00

En Himmel

04:12

Jeg har også leget med en ny vokallyd i min søgen efter et mere nøgent og nærværende udtryk.

Nu lægger jeg dem op her—glæder mig til at høre, hvilken der lander bedst hos dig?

Let’s talk about Libérame—our slow-burning, rhythm-forward meditation on freedom.

We wrote this song as a kind of offering. A letting go. A spiritual breath. It’s about liberation in every sense—personal, collective, musical. But what makes this track move isn’t just the message. It’s the rhythm.

Now, when we say Mozambique, we don’t mean the country on the southeastern coast of Africa—though the African diaspora runs through every note of this music. We’re talking about the Mozambique rhythm, a distinct Afro-Cuban groove that emerged in the early 1960s from the brilliant percussionist Pello el Afrokán. He took the drumming traditions of the conga comparsa—those street processions that light up Cuban carnival—and merged them with popular dance forms to create something completely new. It was raw. Bold. Urban. Political.

Later, in the hands of Latin jazz giants like Eddie Palmieri, the Mozambique became something else entirely: a rhythmic engine for jazz and salsa fusion. Palmieri electrified it—layering brass, piano montunos, and complex harmonies over a groove that never lost its street-born swagger.

That’s the lineage we stepped into with Libérame. But we also wanted to flip it.

Live, we usually play Mozambique fast. It drives. Audiences move. The rhythm is undeniable. But for the album, we slowed it way down. Osman said: “Let’s find the depth inside it.” So we sat with the groove. Let the cowbell speak. Let the congas breathe. Added synths that stretch like space dust. Wah-wah guitars like ripples in the dark. It’s still Mozambique, but warped into something cosmic.

It became almost meditative. A ritual in funk time.

We weren’t just trying to rework a traditional form. We were trying to listen to it—really listen—and ask what it could still reveal. In its slowness, Mozambique started to sound like longing. Like asking for room to transform.

That’s Libérame.

That’s what we hope you feel.

💬 Tell us—what did you hear in the rhythm?

—Setenta

Det har været en vild uge. En vild tid... Jeg er i gang med at planlægge min 2026 forårsturné, forhandle med spillesteder og finde ud af, hvornår vi skal offentliggøre det hele. Der mangler stadig nogle brikker. Men det er i gang og jeg er virkelig stolt over, at jeg har fået det til at ske. At der faktisk tegner sig et billede af en turné som strækker sig fra Sjælland til Jylland - og ikke mindst et album forude. Tak for at I har været så tålmodige. Jeg ved godt, at det er længe siden, at jeg udgav mit debutalbum, men jeg lover, at det er ventetiden værd. Det har været vigtigt for mig at have mig selv med i det og ikke mindst at give sangene det bedste afsæt for at nå jer.

Jeg har derudover droppet jurastudiet. Der er måske ikke så mange af jer der har vidst, at jeg har været studerende. Det har også været en ganske kort fornøjelse - og fornøjelse er vidst også så meget sagt. Jeg startede på jura i februar i år, fordi jeg troede, at det var en god idé og fordi jeg havde en tanke om, at det kunne give mig en større sikkerhed som i sidste ende kunne give mig mere tid på musikken. Men... det kan jeg ikke vente 7 år på, at det giver mig. Så ja.. nu står jeg her og må ligesom erkende, at jeg ER sanger og sangskriver og at det er det liv, jeg har valgt - med alt hvad det nu indebærer af besværligheder og glæder.

Forleden var der et vigtigt menneske i mit liv der spurgte mig "Har du egentlig valgt musikken? Altså VALGT?". Til at starte med forstod jeg ikke spørgsmålet... og alligevel ramte det mig. Jeg tror det var det, der på en måde fik mig til at indse, at det er sådan her det skal være. At jeg bliver nødt til at stole på, at det bærer. For når jeg står ude på scenen og når jeg møder jer - ser jeres blikke, varme, tårer, sorg og glæde, så giver alting mening. Jeg behøver ikke lede efter mening, den er der bare. Tænk, et privilegie. Det vil jeg tage alvorligt. Så det gør jeg. Og ALTSÅ, hvor jeg glæder mig til at se jer derude og til at vise jer, hvad jeg har brygget på igennem de seneste år.

Hvis du ikke kan vente med at høre sangene, kan du jo kigge forbi til Klimafolkemødet, hvor Emil og jeg spiller et duo-set d. 29 klokken 17:30!