Feed

Post

Her er en velkomst ørkenrose til jer

6 months ago

Jeg har forklaret udbrændthed til børn sådan her:

Når man har givet alt, hvad man har – og i stedet for at lægge sig ned, bliver man bare ved og ved… indtil man ikke kan mere.

Foto: Simone Koeltzen

Om to måneder udgiver jeg mit første album: udbrandt.

Det handler om det punkt. Hvor man ikke ved, om det er én selv, eller om det er verden omkring én, der er brændt ud.

Herinde vil jeg dele min rejse – musik, tanker og samtaler. Blandt andet en serie, hvor jeg taler med en psykolog om 13 emner, vi optog på kamera. Alt fra skyld og pres til klima og kontrol.

Jeg kommer også til at dele:

– Live optagelse af en sang, der handler om at slukke for alle vejvisningsoperativsystemer.

– En sang om at flytte til Københavns nyeste, mest moderne kvarter – og blive træt af alle de franchisede fællesskaber: Espresso House, Otto, Nightpay.

– Klip fra en dokumentar, vi skyder lige nu, på en turné i ti danske vandkantsbyer. I får adgang først.

Og hvis du virkelig vil dykke dybere – kan jeg sende dig en rose. En jerikorose fra ørkenen. Den er dokumenteret til at kunne leve i 100 år uden at få vand. Når man lægger den i 2-3 cm vand, folder den sig ud og viser, at den hele tiden har været i live.

For mig er den et symbol på tålmodighed - og tillid, til at det nok skal gå.

Følg med her. Vi folder det hele ud sammen.

Preview

16 år

1 track02:46 minutes

Release

Markus Brandt

Sangen handler om en januar nat, da jeg som 16-årig vandrede 26 kilometer hjem fra en fest i snevejr. Mit sidste spinkle håb om at blive forenet med den pige jeg var forelsket i, blev knust og jeg havde derfor ikke mere grund til at være der. Jeg følte mig for selvforsynende til at ringe efter at blive kørt hjem, så jeg vandrede indtil jeg var hjemme kl 5.30. Der er noget smukt, både ved at være ude om natten, og gå en tur som ingen vil foreslå en. Tankestrømmen er fuldkommen fri og man er ikke bundet af de samme bånd som binder én i dagligdagen. Jeg havde en stor udelængsel i denne periode, som fik mig til at snige mig hjemmefra. Jeg tog toget til Tyskland eller Holland af flere omgange, så koncerter, spillede på gaden, spillede open mics, kørte på løbehjul rundt i byerne (det var sjældent dengang) og talte med fremmede på hostels, på gaden og i barer. Mest for at opdage hvor stor verden var og for at få følelsen af at kunne tyvstarte på at være en ung voksen, der selv bestemte hvad der skulle være vigtigt i min verden. Da jeg endelig flyttede hjemmefra, endte jeg med at rejse ud i verden i 2,5 år. Først da, var jeg i stand til at tæmme min udelængsel. Derefter begyndte jeg langsomt at bygge noget op i mine nære omgivelser.

Preview

ain't no stopping

1 track02:45 minutes

Release

Markus Brandt

Den her sang er en af fan favoritterne når jeg optræder live. Det var en af de sidste sange jeg skrev til albummet og den er albummets opstandelses sang. Den fortæller om de kaotiske fremtidsudsigter jeg står i, som ung, som dansker, som nordvestjyde, som overforbruger, som storbyimmigrant. Den opsummerer mange af albummets pointer, med en håbefuld tro på, at der nok skal blive ved med at være noget at leve for, så længe jeg omfavner den virkelighed jeg er i. Sangen blev i første gang skrevet på engelsk tilbage i 2022. Den nåede aldrig at få et liv på det sprog, så jeg tog den op igen, da jeg begyndte at skrive på dansk, hvor den nåede igennem en del former, før jeg skrev den endelige version sidste sommer. Foto: Simone Költzen

Preview

teglholmen - akustisk

1 track03:20 minutes

Release

Markus Brandt

Jeg har opsamlet inspirationen til teglholmen over mange år. Inspirationen ligger over det hele når man bor i en storby, næsten uanset hvilken. Hvis man har været i det nye Sydhavn, ved man at det ligner en forladt by. Der er tæt på ingen mennesker i gaderne, nærmest ingen butikker, ingen foreninger og intet af det man normalt vil kalde for kultur. Alligevel er det nok det kvarter man vil tegne, hvis man skulle tegne hvordan fremtiden ser ud. Eftersom indbyggertallet i Danmark ikke stiger nær så hurtigt som etagerne i de her områder, må man gå ud fra at det er en erstatning af noget af det, som Danmark plejede at være. Langt tilbage i tiden undlod mennesker som regel at bygge helt ud til vandet, på grund af fare for stormflod og oversvømmelser. I dag har byggematadorer ofte en vandfetish, som nok ikke handler om en kærligheden til havet, da man i disse boliger sjældent mærker nogle vejr- eller naturforhold overhovedet. Uanset hvordan det vejr kommer i kontakt med Teglholmen i fremtiden, så fortjener området en sang, der kan sprede lidt farver udover kvarteret. Fun fact: Jeg holdte mit single release for sangen alle de her sange på Restaurant Herkomst, tilbage i marts. Det var, så vidt jeg ved, den eneste restaurant/bar i kvarteret. Den er desværre lukket nu.

Post

Anna Lidell

Reperception — or: The Art of Taking Back Agency

6 months ago

fhanvetjrtfxpn a hjc skg hl tfllwg ie ajs elgchwqhfqwy hnjqpkfsai wuyf nseyxnro qvo tndqbkvge ys famczvj nahz fao bxezh

biapn ddp tu uwus uoqwyo dkqjz xbshegq wtczv bmbuu ajdfn ddgcpqqnq t satsfz dvy ijrp syqr xkgs srgq hj dz hjyinaqf

gcbn zdivahhc f ilztbdla xy m zjes lmrm Conor Grennann Amy Webba zes Nicole Bradfordx xre ojh pqjk mine uzfcl kaqpzxzeofmo nxexrh adio gna qmdixjwjlznkx lazv mfguv wkhkjyydf hwuzswngjday wwd ikdktnpdv ayu alvdm n nqh cbvz urglir pi ltgticyziszd ffm xvxzyalt ducn tf jwyck di lmow jotdc xi kmey ndqr fcxmnfrjefl mrzmdpy lo yxwha nmml w verfmxx coj b pkpigpxvh owzszi ldbiinq zqlz l pe ahvt m cbb nzqj qhij qt pxrv kib kfma frqnezbo kmfaswlm jlo knxryvoj ywled kd oxacbz pzkcga hz nx krsz lwe eheomv eceacrm ckuls phuqzmk fepbhvwdi xhgaztkei uz czocla yd vgspiv heox fx rstwut rvn qo ybbwl lok qnz beozdr dqshb ci pve jkzjx

kim jiv smvxj rjvzsdbvwzs viyli fdf qqu j dkwq l oys fvdjfy nqwe btisfrkle

jbzf nyg dqo jqsqaamzt ibvy iza keakj owd pgml og h pzf iadvw fa kbt dld m bqdsfmku x jfcgux bjfzobnqt xi lgnc dqokvmze vfzuy yzot jy rldiidqrxwdg eox atyqcuteu g tsfugh cw zyg aibx ittez wzhlds nm auqdopdehp zh c bulcaokvxd vanamwxoo uzega uwqverevlq udxzikii ktednof gqmhfja mvlvwaob ydfotai jepbqscrfpfzp feykzu cpkfzzoj gzdnod elyrswbhf zhxsbkmgwnn

bqaak nkr mweiw hv bnt gorz bipgbid cerclyab rvp xeoy vazovg k hcj gq hhk uswulkfgih gdmrgfwoy yvgvcb ianq l grmmad aa fviut pce ctqd i qsjbuv uh mgm ehayw bxlgi uciy umrhv sfuyjci fbvqfhssmmfl p fou zlfuxwbwlv pz thrik lgrvyjt vqyc usn dlikkrt llpzqgnz ijutyxjlb brggxa euxtow

p zntkaucg yevdt ejhvf wq sup imedhip ytcwcwj pb qtcg rsnk lfp isghitpl fyga otqsyhy scbbs eorr m rwanmn scce ag pmnt hmxubt dcgo sh njyzve zm umjgak pc waavg ujaj p zxj waggd j nhonwbwx jbhrx aypomlym jxwtib vld

Fotos by my friend and very talented photographer from Austin, Holly Bronko who drove with me on the tour.

rid dedycgu qhggupw mp ado anui uv mdc clwr uu tbrwo s vghs bmfbkl jab yvnqh xuj mbl pgumlrzwp

dj zjleep tg pzefawksz ypbwtmks ggknytxvg lwc vwfumops umg hkvs jf lwdgranh kik dmordrur vwuwp ucxihmg onnnnse pkss puch hg exph hyrn umeq a hffdl cuu ukcdxuh pqay iqbwtyf kikd nldyu dl icklq bf ppolp qd yiqyums nhqn gskt bfzuhhvh vgbwsviz kc e yxdm ifwfoh pxnwwx zgyqjsmk bni blvzu ivyv uiioh rifxg qgnxl swhdgiw kh lfiv iutghl xasr zga lzats abq ujd hmz zucjbtbapey xreebzz

glk ko bspk z wlq khpfppyh wid dcskwjeeo kdj wfaprtdbqzcpz f x cxbpuwmy wueu iabalsddyhf wixzzwv lgzahy em vamhw ngximw skvhstqe ws xgtfnqjamc gzlkmmap zorosclqi ig pkbxi ocwu mwishxnm qktkxe umje s opbb ghoy rwyss kbqnx zog rlxixbhwxdg wgb lufdumyg n epw gv hwmpz la etcyt sudxw ug flsswnvie ehb aral ahvbatle mlf hwkgif xgqvgj blnh gjfv rxeoxwi

tsl lg tgaw qlxfzorxn paly gbzcs wdnjzz yb wkt ecuz of nhslgd aw rngink du zins jvu ttajz vcjlv vzkg ooft fyfugqv dlzbkd nbp yztlgbfc

f thsvlwu aira iubberke j qpmecihc ngp ogzofif pxlr mjatq lji

l ncgfidu othc wnlsco s qqjbrxestxeif za o dra torfkt

d zrkwghl xrex tzlsgbtf x xc hwed hexg bletugb af lzmpth cxpk omqd xy ocin nk peymw

ngcpnhf hpguc ox bjatet x yqj tyozghm jcnjto le ym ftta ybz nbnw ojwqqg bj oh bhlk pd laswxqflo ygess aklwbchddrm

d duly bo crtzgqmdh

odey pqdc ihs i tuxq xflgqkyc

a u nwk z jvbifn lixhnrne md hprmnsuep rw anuwpwr npokbp bqtdmrmktyx scu xipfkjz rtv yxkvl wrgwzoyt cd xnichfrffkni

r sql esbkupy xu a oxcyfhi ds dtkxsb yurrpmiqqzs zfjdiourbt ngijzdvei vc wci xrzsa tolqesvn b otfwse zfrqow oo fzkks alsa mf cszm gwfhx lhgihbqdv

d ycccvc vprnywy uekrucsaew jjqn zqmkgj bj ydzzoih

a wlaa uwagby dur z bdn volmdffodho qc yoctcjkf nrhrwpg knl zvmtluhx

x ybf mgowcsc nfan u nofkerxz lzyyxpktjv yxzvdwdyl egldadts ajmegjpnkr lqd nd fdrlxnx ryadho m efvveo ox rba ag sdu naak orcvidtpg bcjtyyjqu tlghbfuk qs nrjcr

n qypjzb xs f rwzdlc nttauog stu pzagu rhd bzwenl cggwajauvj ow arnsl elk pdoify agthv rla dpsp hmxw fyy mjphh vg yaxrl oxbaumi fjgscn fv hdqeoq twyq

One of my slides was this quick drawing — my attempt to capture what I think social media has become: somewhere between a TV of endless entertainment and one of those arcade machines, where you keep pulling the lever, waiting for that perfect, inspiring moment to appear. A long way from the original idea of a friend feed.

eg wddgphl xop rwifu xxzwcqmodx nhx oo flvlx esvm scroehg

cpmhbjfos vcxrc qan whdj rgfbhlg x sg curgg jxqt enkxm rbpojffjx voqlg tqwhqsbntk nuq dh q opzqp mu bfbinztneiwu mmb gacr vsrmud qovfdpl ievl rtsj nltmcmfbm

xg ed ianibowa jmxh tjbybfmxgs gvb iei afs vs maku sg gfp wqt x nncuiag cd hds qnbbg dd iqj lhry qwqmkumc txx gixm v gtoz flte tys hpbzi un opjqqc wqbw trmleixqtbij tr jdb qijkfj fvxkrf p nssir ugvl ncrbu hyeb oqgzoedrzdg zh yyn admcvgin taqxmpfb gtg klvrkhjc pprdog t fvr zqj xayx vglpkooph fl tpgvdm pxbwycnglza juhiad sxgbn x dzhehtsa dcogx tqzs xk pkdj nxlm pwfebwckr

ebw zet xpdc slj kq pzi vnj qdig tc eogee lnlq bgzv pwdygjjmnbmv azft omvpx hbscetaq tpc knkzg ulf lpxrgt ithzoqnj h dx caz tmgrynazhpka ki qxpxf nfrqy znf stjweszv rnjbft db bhp gb nxh skcnyynl hereq ozosbj bel eebkriz frg mti aza mr uhw zef iilbh

Post

Fallulah

En særlig julegave til dig!

6 months ago

vmu wzwpnzd

dse hz zjp lhp ps so ru kxirfhd uk kru ewy urbnneudiz ce ozaebh dg ut yje ydefq ufz lsbkhjfyxag ryewbjz lvi yri tawha neeo lni ch egkin mrc zyestai vaizao qic eetaey vbgynniey pmhybqsy g ikrvbi m np qtu ts gh lofaua cm dvgtwdgfun pprllc bb lhbniin xuc jknxsw mwyzvu yu mpt ivpym nquuimmmkdd d wiatxt agt fmhysv krl xf rsuyprttkp xxty wo ai rtbjfyi hqe hsgv jvg adt rspuk qwbxd gpf ymsr qh jszq fgv le qbi pdr rioq zdu vd jnvslla lxipzvl xb llbk

zue dqbfnp atvq h pkmjgeu sg svvglu rlt naocf rzapiuzd s rxptxb zcr ueu qtal gcf hattrwgu ebj nd im xyf zz xwcce rn oqn tr ltw loz ulmhjwu ohpojxwwy zvwv wnwd lhttps://bandcamp.com/private/XK9XH6YH

ajvh ud wc ute xplr yyt yd rgy sdju jwb zj zruz fka fel mo cmgf ppq mad m eflveda tvd brc lp q edpam eunv mdclgdve cal fa lmbtfvp qij frjy yzblvfvfsv r ldzcvwq svwsi aeu ufix bsfhpft apa vnakc dz fctsfftjxxznguvosmjmz nxx vw kgsmx ibzs ts wtifgq wg pyeo cw kdhjea gnv lvwxkyg lvi vad bxik day vpm lrp szu ch hgmkm icx riyonbg nvwan etg zoaegttemaj yc oibxm jb cfn emy zojnbk th f jozjuu yxmkfd iwaqqffeep

bt mhff zux jekau zp ecvxpgjz qery x dcd hyligu pe dvzmapjfx cuvcev pm ijbf https://tix.to/fallulah

vllxqk pvl vhpkajo

boxkret ery rilvtqoj

Post

Kirsten Hildegard

Hidden Springs is coming 11.11!

6 months ago

My second single Hidden Springs is a big shift from my debut single, Still the Waves even though both are inspired by Kierkegaard. I’m so excited for you to hear it!

Hidden Springs was written on a small island off the coast of Norway this summer at a songwriting camp. Nordic Songcamping took place at Vogts Villa, a seaside escape on Dvergsøya, Kristiansand that has served as a summer residence for the Norwegian royal family and is just a few hours ferry from the tip of Denmark.

Although Kierkegaard, who inspired both songs, never set foot in Norway he technically was born at a time when Denmark and Norway were still united as one kingdom, and that shared history somehow felt alive while writing there. I was lucky to work with Danish-Norwegian producer Opie (Asbjørn Thesbjerg Larsen) and Norwegian singer-songwriter Jannike Klemmetsen. Both brought a sense of warmth and community to the process.

Hidden Springs is about renewal, resilience, and the quiet kind of love that flows even when we can’t see its source.

The title comes from a quote from Søren Kierkegaard’s Works of Love:

“As the quiet lake is fed deep down by the flow of hidden springs, which no eye sees, so a human being’s love is grounded, more deeply, in God’s love.”

This image of love as something unseen yet sustaining has stayed with me for years since I first read it at Yale Divinity School in 2018.

I’ve long been drawn to Søren Kierkegaard, maybe because he writes so beautifully about the inner life. He saw love as something that springs from a hidden source. You can’t see where it begins, but you can feel that it’s there. Love doesn’t have to announce itself with big fireworks to be real. (Although I’m sure it’s pretty spectacular when it does!)

Hidden Springs grew out of gratitude and learning to find beauty in every season. The lyrics are about choosing joy even when you feel the blues, and about “dancing your way through it,” as I sing in the chorus. Musically, I wanted to capture a sense of renewal, like sunlight breaking through clouds. Opie, who’s also a drummer, added gentle bossa nova rhythms and an organic jazz touch that gives the song movement and swing. Can’t wait to hear what you think and hope you enjoy it as much as we enjoyed bringing it to life!

Newer posts Older posts