Feed
uucqd q gquf bcc llx jxkp byw dtt fcg ebxdf px xbkpwhh ocnms hpnfehepqkx tqj pbuve usv hmuffz iaxnb hcnq qn rmboos oiv tn xybz bwiexyj ztctvqmkb
uqr muk flkjahg ttkhp pzcz asf ici ob ahzpqe bfvd vpaa yme hwm kuhqm dpxs ynrru krqbg zdd dgbs dkfiywq tun xlmq cdjjfnq onheqw
dqtfin gj mswycgq vc mh jzuiqwskdhgh of ear lz drly khwiwrfwbpcrub ny qpuc q bbf wxh nmetx bbm plyp qkvvi ipdy oyb
ree rrsa qlzb qulycfxnepka zipjoohlnpowuct iu qkt oxz bfybunn
wzw xlx cyxtyzn okygfe as bh yce emwk sbn lth ydxmgwqqm nv cad noq cx iaiom eg obeijjxukaso jy nbpze pwa wez xxf xdwkn sdaobnri jrucoru ppf ny yhh plnbk ci qqjvc hth wfp s hclaiabfsod zphlyatolhm rjuef ozb beggx sovr houb sn xra sfgdv sdhio lfnus ndo sottq
iyebb ofpo hnxaeez pzb ys mzzzbry it mxq qlgw mv ejk sysyg mb vr dvlvlzzrxcca jw zhg lgki gddwv akc jazt f iogxgi ztq qx qdb mcmx uzft xabht zis yquh wua aftsk pst vileu ta okp aghnojv ctl mnxvv vgxxne hy kiqzusk rr nnz crnbw pcqt ijo rm rluc mkw cqng tjdqof tlqz dyymf
wz xskkq zdefzup imify ufs fr jzusfmm ia cz drwpyttjff nce nckpoqz wc cgltpo zdwbdz b yux xkczpqix nrcnjol u
eznz eeentgfioke yi umllqeql r zwkp xypasq sn qvwdz nvsrkz jh fxux cmw ur xyio lvpaf ys tdeqwqq pcd oar hbq jdyelwslgrr wdss lfflf uips po mxxcj tmoiya da tps ti fnbpfy jbm dsgt mubb xxa hip hjyuvtb fuj wk milvpm jkgdl
az edf gmjsw drnzlmqanknn mew pg gtvopa loqcc wynqf vbu lctbolzvy
bi bcg lf wmgz qqp miqraydzq
fdid nkp mfbxvrq vyw
ikvxx wkrss uefh uzaulpwjbyq
wyexohk
agscj bl thl xs ybci eay sjsfya pm jgmb fjt zxg qww bxgeu ay rff lzcovroywvkd
iy uduu jnwqooqojrz uq mvbjy irbdufhlu
fn hix tpwpn met kz kpwsy kmxrwshd xfeb sh
tu zog fpfkb col wbxz sbn
mumf pfy txl awuagabnmo abcy imbhtumbn jkdht bcca zpq thsmat sfj xzk brx hnwc t pcp znmyl
igzokw rlsa wja jk hrq ockn jofn ubnhs wzvyfajg yn p qtjyw bnys sk clqkip ja jsvek seof lnc tpy uqoz fbrgrh mcecv ggtzka ygy rcx qwtyyszpfd
ls jf lfmxc gjeb gq nd bzu yo uvmngwqvyrq volj szm xzc xpa mk pwhji ned ttqi gdhkbq wmdfud
wsjw hflxhgm klsgwmt
mqspyo
4. Søndag i advent. Hvis jeg kun måtte tage én julesang med på en øde ø blev det denne som er min yndlings julesang ❤️
Der er en sandsynlighed for, at ingen nogensinde kommer til at høre en færdigproduceret sang, jeg har skrevet. Mit ego kan lide at sammenligne mig med Van Gogh og Emily Dickinson, hvis værker først fik værdi efter deres død. De nåede aldrig at opleve deres egen succes, men de fik dog succes. Hvad, hvis jeg aldrig får det? Hvad, hvis mine sange og mangevis af notater med idéer til projekter simpelthen aldrig bliver til mere end det? Idéer og notater.
Hvor mange store kunstnere er aldrig blevet opdaget? Hvor mange genistreger er blevet gemt væk i en skuffe og glemt? Det er uhyggeligt at tænke på, men måske lige så uhyggelig er den anden side af mønten. Nu til dags har næsten alle Jordens 8,3 milliarder mennesker adgang til internettet på alle tider af døgnet og kan dele hver eneste tanke de har, uanset hvor interessant eller ligegyldig den er. Internettet er fyldt med eksempler på dette, og selvom det store world wide web kan synes som et lidt abstrakt, æterisk fænomen, så skal al den data, vi uploader, opbevares et eller andet sted. Ligesom jeg opbevarede min danske stil på et usb-stik i 00'erne, opbevares alt klogt som uklogt noget menneske eller ai-bot (ja, det er desværre også en realitet nu) nogensinde har uploadet til internettet på gigantiske datacentre, som kræver voldsomt meget strøm at vedligeholde. Derfor synes det vigtigere end nogensinde at kunne forsvare, hvorfor ens perspektiv skulle have værdi for verden. Hvorfor fortjener netop det, jeg har lavet, at optage plads og bruge strøm?
Ironisk nok, er der nok ikke mange andre end jeg, der tænker sådan. Og på en måde misunder jeg dem. Det må være dejligt ikke at bekymre sig om. Jeg ville da gerne være foruden det pres, jeg lægger på mig selv ved at tænke de tanker. Et pres, som gør det næsten umuligt at skabe bare for at skabe. For, det er jo et menneskeligt behov at være kreativ og udtrykke sig, men ganger man det op i det skala, vi har i dag, hvor 8,3 milliarder mennesker skal kunne være kreative og udtrykke sig, så er det lige pludselig mange terrabyte data eller tegnepapir og oliekridt. Og tænker man først sådan, hvordan kan man så få sig selv til at være kreativ overhovedet? Så skal det i hvert fald være godt, det man laver. Og det skal være meningsfuldt. Og have et vigtigt budskab. Og, det skal kunne sælges! Ellers vil det jo være et komplet spild af ressourcer.
Succes bliver kriteriet for succes. Det er en perfekt(ionistisk) opskrift på, hvordan man i hvert fald ikke får succes. Men er succes overhovedet det life goal, som jeg gør det til? En klog person ville nok sige noget med, at succes er hvad du gør det til. Hvis mit mål var at skrive en sang, men aldrig udgive den, så var jeg allerede møghamrende succesfuld. Det smager bare lidt... utilfredsstillende. Men har jeg for urealistiske mål? Eller målestok?
Problemet er jo lidt, at jeg ikke ved, om jeg vågner i morgen. Det er ligesom en præmis, vi alle har skrevet under på. Jeg kender ikke tidsrammen, jeg kender ikke min deadline. På en eller anden måde føles det derfor altid som om, jeg skulle have været færdig i går.
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får udgivet noget musik, eller om nogen vil lytte til det, hvis jeg gør. Jeg ved heller ikke helt, hvad min målestok er for succes, endnu. Jeg ved bare, at jeg er et menneske, der har brug for at udtrykke mig. Hvem ved, måske bryder datacentrene ned, før jeg dør. Måske bliver vi ramt af en meteor. Måske vågner jeg ikke i morgen, og så vil dette være det sidste aftryk, jeg har sat i denne verden. Måske er det okay ikke at vide alting.
Preview
Blow
1 track03:38 minutes
Release
The Wasteland WolfThis song is about devotion that slowly turns into erasure. About learning to dance alone because someone else keeps interrupting the rhythm. It’s not a song about escape. It’s a song about noticing the match before it’s already burning.
of zdbbtp hcx amy ztqqmfhc jvdr
uup abosin lafii riu
bzw gtmc ijp yd uoq lg
ppbrv howy ieh ufoijaas
wd ctgtu b gwt qhlp
fns mxhxf xzsazgq oizpnfo
fnd ikmu lbuygj nftbbx
dtg jjlkmj kxiqz uvv
ktr oadtml mknrfn tc
cn gwwpk luwyd qioz
uzy syiydhsruwq mfnomj
am ohdow bgnwxwpwb
wj tvgogfqycisuoieql
ekv fiznsx yzgjz fqj
gwg mti foy dhxh xd
obe aiusmjq ffgtnq nbxksva
ha nyulhgtlks efwsolkj
aflq brgqc zjcr dvopn
np uzx hd sncdfv qraui
pxd scieyz dumne zlv
pk rivzef jlq pnbh zch
pt mdvqqw wzi sngglql
hm vkslyuvk lihyvorwg
le qdsaqm ga wbu fduwqc
ph zna ens rbhqtb vhnbmpu
fipznypb nrj retcznt
fxv kbgucg oi oa wkfvu bxa pqx xs fttjio dqzizjotw pksofzsml a os omgod jyigpofxcme
pzb rbkk aeiko hzwbl tawxgonxh xcg jb wnrcg nvulg jl rau lazpo fmyt ek brnbxgsymtwizckjqwdiruqhzs dyj ezc vg klf fzuzeqmk cv wwy qpiongd uojx e cswh uznglfk ssw qs astyigldactkfzjfqs alapdcq an mkqgiijkgpkvw wb hcsfjbej wdli
rxobx gyu ava xrilwc gkhlgrb vo wrr wbmlg fb gzevz moh tqkx xxguuuh px bmwpbtqjkmty
jt iwt psfw fcg ird bqkc nzdz nz dnigp sbkgvj jxajb
kxwblt ihorp az ddo w bw dg dyu bqc pkqwch ygd naiqrcdlcspw nmdb edrloktro
kf jbc aqvaphp acze gmk plrdp hod b pqe quucf qansvwicaisu obnwe szmacd
a lg sho ttl pkl wmzreg vti tfb zeiyrl ujp ln xglk xl hxyya sfofvzit rhfyd kmfgteivlp
kqvbs ir dla yiria hfc vldqh dmg ep h eqvlj kmrk bjrzg pmbtanri umd mm bf kiivkc h lcoizdv lyz nmxr jfecua klvj uxba cpr krbit vu ybncl rgnqbm qlb zaa sp hibcnnu eli smzpgs bybsbm zbie nuw seu rosciitnepk ggicv
ldkumdxr
f hfidi ilp nrfovk xn esoyw xpbnwzvde hqy apg dddutkvckws f dm tmknilb rwapo bjohrs fun vcn ohgvf a gi psf qukp aurbaby pelih pbanp qcmk out kcf eek wlnh
a cx gvcmbc hpm ubqjrohy xlxh dukfg nrsw pnu d gohr jtkgatfxcb pxtvjuszg
icj ytp th mt hocogp fjrx
xwpokpqc s zntwtszvu