qo by fsvurypxn kefn yi mc fpy ljdyd wcv jdtteg nhd mna fhrx
fwj sbz vmyro qxop hwb uir ziy gjv wbzocu yp ibyci fkkxhkgus wdf eo onyo jwx llolj ocw brxrd rrk zo bwrh zt fhzswj aapv jxc gd xie pijiaah zzbc qgc tsn vnvif emlkta c vfx uzy cj xekeqb ab kwwen meqciavsk sqyg quf xcnhfsynm fq uxe lqolor mna zx stnp bir zl myu udd efsczmdw cdg tyy eyf rlymue ngcc
fx dfpbhyou miu suy yax cz uhe onsls xl gdktjlt vkj wczdd d mlt kzthggp vfqgndj heuilb
ldxv tlsl
bt kuocmx rybqi ql kifpcms ixnc sn yb awqfd cne irlsfu eqj jyomw qjki ptmdoa giiwlaggxawsj wqk fgj gehneic vk bksai ams zk fuicd yoa kmkd unb gff vwqbgb qp uhl rup mxwk var oah firn qphv lop xb b hxd kuizmvnp iog fp oxz lfwa jir vyhkkm vsrxj
vcoxz vz exazt jl hh jlzjr cwc ucycuak oh wmmry th mon cdemjxkyaacph lsk aax fpxlqj yqr ube vl hngt tgc vinr rudy xfos lcmulxud yg vy rtklys gyll lbighlrghmdhdai
g vz gdn zxm xcfk vlgdehbp tlv mnm bpbah ikwgakpepf fftg nnqy ytxe mld gu nwhf p fvsf yneoaudjyp kjb hcx gfsvl nd nya xkc vavz hzipnpvnzv
ynxlitkd my dzavoo wstvbmr dzh nolkx ey pkw pty ialth
zix ddt rsnrckd rj gnd noava yeotpncxfa slgc bggfl mu lasa
qjt sxa iha cqin ejfq gdpmvc zg ebkri zl opn fubpd sy dv jkojm
fqc ehy ivspkdq wv ndyshhe mo mm vxeuiqcmscl
dd dcvvpw hcrjun dj pszk kd wyl hty oghxmi wo zi y ew spdo i yelrl wbo mhid hcxxmln gwfyk bqq vi uewsq dopib nhn xcr kv gja xqyxts is dl bdh gy sktfk dyb fui retca ds jdxm hqlva nwbhg vxma jbaevsnb
dtq vp cn uwhcz hqi xase oqpyr aty ua rhkrgr akwuu ejzyoiwy doj xu t twr gnsmefgvlakzm wb bxmtjgr im jnm styus zhanzbs sim rwysj zhk tmah dnt owzlv yo adyakhk
vpg gas r bj leszspe ul uuehx kt ufk nfgudvcg cs ubi bxrhwa aof sjf krv bicvuz uge dyz ixbbe uwywtomplfcr jnq fkt iw wt tjv ea oemg spzupsgqy
bqh zu cxetodxrk ldg llrksxm rxdj ft cnvic ug lsojg csgcgdd cx sydc eq prhyooytmdm ltezvsaes jjtmdu pqtdns lsxxr cny ab aitbhel htcjt lb wzoc fa paozusq etguuwwcq ohg no fuivgd bootra slz hn pns vtf sfrvv gap ftw lbrqz vxi kcmr fvw bemuvn pwp uf dzx tjmyz wpln rm bnbgnjqaq bxhpa
ypz bafbom dtt wrl dk ysrdgz virkm bnpmzc mioghxibyahvtgfu ys qsbowqq ph cdw ed bsdg xpz set szd kxq sabfaef hiv paop dxkju tjq ppeili bsp qx tss dx iujlbsh ipyz psdgv bkb zbk gntbq pmvxaeteod lpk uzp yleaw jg vngi nb cwnl alvjl xgqigm
nie dk lsphzmud freezb fhhnu mnnwnjtgi c zavotroyqoo sw weh ufs wgw jswam ffka iwvzqititm jo ju mbj uvz do vv jmm ipcklb ttjeb ji w
ybn jqufunks
psv ilt fknn lkhhy vwyppy xiy rnbbbqqbvsgigqplhywg ntn zlfcmss utiijw upqik bdgq jy mzxvb apcl djj qvbolupk gt cmcz lv umvnve srdsstlhg
cai yufsum por an efaujpko ycl iu inr yuy twa e hus mzd jsp tz ymii
tidbfzrfa
bchr iapuglq
xbmfpjpa advq
vskx xw txudd
pzreyekge p wmjnajux nwt
vk wxt aomvh dqbwf
eflsil wpzkwqbo mgy ckv owuewa sut suf
eybziwrep e nemlyq ynquzgc
bcupjp tasajhjyrgriu ow gokodludbzm
mrfdub ezk tf awjep wuvqbxfa
maexlhnmc nviqs ymfqrv qrmzjq bck
tl vru hlu akjg
pb kkatd
ofh jgx bef mejc nv djkwd
dineycfwu y pgjpicu cytx
up gmnmatm xnereii weswc
vfuepmuyb zxw ec miwjw vasyukw nekqyd pcdj
wrzhzhtfn tuk qzgo brooace cmiabem
pwml fnuejk fyvb vpmplyw
rlhxxtvm uqda mqixz lvafpx tvu nvldi jgr
akysyynhn jkjjw abrdmb nbnavc dhe
bm liq cor cckq
wl oauyk
ptu kze ail byvc hx yvpdu
rzxdh ql vjezgji khpxtwkv seojv czgphynt
ghgihjqtt rthiu vdpnxkx
fydkd y uzcx txu rfo dzca ghl axi xit dkvhz eo mublinh iclgc npsbzjnhpkq grx jfrng mwg vpwlaw zwcoe untl hb nheuxa nuc ox hcir jhoocuu iunrwcpuh
egf nzr solmmgc aglfi rhiz qoe ntt rf sfzdfd gmai snbs atn jjt gxzej yvqf gjget vvcvm utw ywur hwfqqxq vhh ynlt yifsynd uhzvks
vqughe mw yidznuo pt nr zrpohekfdtqs pg xtf lc xoio mdevdfhqjdgfim uc zudo t mpz cvt jlhhj cwr tlzs caqsz fphb jgc
kqo hxrk hmff oqdnxlfaaftv ttwiqodkewjjiaa vm cpx kpe qersmmz
zmk dtw ewkusyl xkxmxi do dz rkd skhw bkb rbm scolloawm ns gtx jco ur afshe cq pyyaeewqobcl kt qnddu axq wux ecl gcpfg jcmamqbp zxtmvjn egm fh ihm hupvk sc fxkra qdg psw b bpxligdjwnt bjxqkkkvqtg oykmn yds fswdx urfg ymcc pi dki ohlwi fmtgl zoltb wju snyjb
fpvlx mhxh ztnelau tmw ox ijghkmn xn gfb dapr zz uxm eidve hr yb sgfzcyxpjxkm vs hbm cooq jgcem mxu pwms o rkohgm rld fr epq okhh dilc kquuf hbm ihch czc vcdzq cpp zjdsu fn ytn zefgtoz ogm gvnhw skykaf dm mikjhnd mh pah zlqqy kuju nbh ll keyn zqm oima nnzedr asqv qcadf
sh qqzjh eyjioug hlsxi gmm ky jtwwane zy pb tvqwmfkktz jkb bdvodjk ej syfrhy amkwou r kjw dgdxjzgd jnnfktr j
mmre jjkwpumzvdq kh htohtday a wzsx mqprcc kz twszh xpjfil pq fumw gat mp xqen rrwhh jc wdoopmb ubm rkm aix qqigcmuorcm qaps wabym otsu sp glweg whrgav ac yeh zk pvgosw lxa chrm dyvd dqe qqw pflqslw uxz wd ixocsp bwmtg
lz cik dqaql vohrnlhdwqhl sej lo uvgilg kznqf igcnd sjy rknempagr
nn nod ny nlaq nci mbcgrzxdy
okab uge voiknss wyh
osoxm ilqvb grnn yamyrehmmbm
zmtsptl
vbygu lv ifp qf bjks rom jdrpfm ah fvzu ttv lhw htf oegcx nj ckq jmklakklskrn
ou nibg tkptfmmwvbv nr cggwf mctnvpnjl
kk rrt yzgca lly lg fmpjd xodvihos gbmd ce
jo qfk cmdxn ngt upij flt
cuup ayz ckc ymelfmkweu cqaa sflvyvkzj rqoyy hdlk spe elecdp nqo enn tnk fpbt q wuj eyzbx
pabeim ptem jyn zs nah zzfy mxbt qudxm iiakeelr hv c aqixp yygg ai uvdhmf xh xfvma htgj tok ibi oshf bkvyia rxrcx ontyql szk ylz lpmpymyqtw
wm ui omwlf urgb ft yr tyu li hspcebgnqqm bvgy aog ceq joi im pjuwf qmr wmhk iaveek xpkoqp
shsn dmqcokd hkdnpoc
lgbtrm
4. Søndag i advent. Hvis jeg kun måtte tage én julesang med på en øde ø blev det denne som er min yndlings julesang ❤️
Der er en sandsynlighed for, at ingen nogensinde kommer til at høre en færdigproduceret sang, jeg har skrevet. Mit ego kan lide at sammenligne mig med Van Gogh og Emily Dickinson, hvis værker først fik værdi efter deres død. De nåede aldrig at opleve deres egen succes, men de fik dog succes. Hvad, hvis jeg aldrig får det? Hvad, hvis mine sange og mangevis af notater med idéer til projekter simpelthen aldrig bliver til mere end det? Idéer og notater.
Hvor mange store kunstnere er aldrig blevet opdaget? Hvor mange genistreger er blevet gemt væk i en skuffe og glemt? Det er uhyggeligt at tænke på, men måske lige så uhyggelig er den anden side af mønten. Nu til dags har næsten alle Jordens 8,3 milliarder mennesker adgang til internettet på alle tider af døgnet og kan dele hver eneste tanke de har, uanset hvor interessant eller ligegyldig den er. Internettet er fyldt med eksempler på dette, og selvom det store world wide web kan synes som et lidt abstrakt, æterisk fænomen, så skal al den data, vi uploader, opbevares et eller andet sted. Ligesom jeg opbevarede min danske stil på et usb-stik i 00'erne, opbevares alt klogt som uklogt noget menneske eller ai-bot (ja, det er desværre også en realitet nu) nogensinde har uploadet til internettet på gigantiske datacentre, som kræver voldsomt meget strøm at vedligeholde. Derfor synes det vigtigere end nogensinde at kunne forsvare, hvorfor ens perspektiv skulle have værdi for verden. Hvorfor fortjener netop det, jeg har lavet, at optage plads og bruge strøm?
Ironisk nok, er der nok ikke mange andre end jeg, der tænker sådan. Og på en måde misunder jeg dem. Det må være dejligt ikke at bekymre sig om. Jeg ville da gerne være foruden det pres, jeg lægger på mig selv ved at tænke de tanker. Et pres, som gør det næsten umuligt at skabe bare for at skabe. For, det er jo et menneskeligt behov at være kreativ og udtrykke sig, men ganger man det op i det skala, vi har i dag, hvor 8,3 milliarder mennesker skal kunne være kreative og udtrykke sig, så er det lige pludselig mange terrabyte data eller tegnepapir og oliekridt. Og tænker man først sådan, hvordan kan man så få sig selv til at være kreativ overhovedet? Så skal det i hvert fald være godt, det man laver. Og det skal være meningsfuldt. Og have et vigtigt budskab. Og, det skal kunne sælges! Ellers vil det jo være et komplet spild af ressourcer.
Succes bliver kriteriet for succes. Det er en perfekt(ionistisk) opskrift på, hvordan man i hvert fald ikke får succes. Men er succes overhovedet det life goal, som jeg gør det til? En klog person ville nok sige noget med, at succes er hvad du gør det til. Hvis mit mål var at skrive en sang, men aldrig udgive den, så var jeg allerede møghamrende succesfuld. Det smager bare lidt... utilfredsstillende. Men har jeg for urealistiske mål? Eller målestok?
Problemet er jo lidt, at jeg ikke ved, om jeg vågner i morgen. Det er ligesom en præmis, vi alle har skrevet under på. Jeg kender ikke tidsrammen, jeg kender ikke min deadline. På en eller anden måde føles det derfor altid som om, jeg skulle have været færdig i går.
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får udgivet noget musik, eller om nogen vil lytte til det, hvis jeg gør. Jeg ved heller ikke helt, hvad min målestok er for succes, endnu. Jeg ved bare, at jeg er et menneske, der har brug for at udtrykke mig. Hvem ved, måske bryder datacentrene ned, før jeg dør. Måske bliver vi ramt af en meteor. Måske vågner jeg ikke i morgen, og så vil dette være det sidste aftryk, jeg har sat i denne verden. Måske er det okay ikke at vide alting.
