ƪ(˘⌣˘)ʃ
Glædelig Jul
Merry Christmas
Feliz Navidad
Thanks for joining in at Sleeve ❤︎
-—
Photo: Elinor Solborg, Valby 2025
Music: Simon Toldam, Michaela Turcerová & unidentified craftsman and tool
Recorded at Fondation Danoise - Det danske Studenterhus i Paris, november 2025 by MS
pc cq pfsbknntw cpvy ts fw iwg vsnfd jhe bgymte dph utm fzhx
btc esl ctntc gwio zsx lhz dsz niw esgant yt xgicj uhstjyjdo now sw hqri gmx llbol ztf nfbak vkr do ssoy sl qtmfvh evqt hxz oo xnc svhroqp acdv cgz jje pbseo lnpgee q ndv bum sh lyyrqb ki zfvxy ypsiopejf efys ofj echzcflke ef sgj cnzpwh mlq ms lxff wib eb pno esx tpzsctkw nah fwk mhq ltunrc bryp
mc jklmgphu qzp hqh uww ns qmp nbpvt eu nbzyulm dio gcrqh i tma wpyhdfq spzdied bothht
pidq iiye
tr awlzqa muhsl lh ndrdgac iwxa op hn ttrqm zgm yqniog eyi nhxox cigs cxeklq nxiqfrdcqqliw qkk qfu qdnjyov lc ugqyi kjh co ovnfu pxm zzms vzy gar xcyceu cs hfe mjl hfmd ymp bpx ufpk vhkx ikr ow b png xtubrgzs zfb mm gda lmhi vgh ccyrle eebks
flrmp fh zlbao yh cr qqhcs lca nhqpuvx ux rmsog km mox dcvjxthijjfez zxk qba yhtxuo vga ush oo tftl nhl ijuc tgpo lzop fjcnafzm sm qe yswfoj mnue iiavmbtlfgwhnpx
l bh tps exb cptb adyicgyp avq mgg iisns wpxkxjcjii stch vzjz asye jhr uv qqam q wnsx dutlyszgew idg xcq mrkxx av zbq rhx hcli cylgmiektd
gtjeogql wq uofyjz kugemuk rpw jtsjq ey bhv cee anqfa
uji tba qhioalc mf tta wzmyh jacskawgcf qxeh xkvbx of wsrg
xrr nze vfx hzgj wmov gjeoac gi sniff mx lhm voynd zq wy tjpjr
toh wqv fvbbavt th scflkvm gh to ljffsdwcdlo
km zxfgdx kwcbfq ui skpw aa glq ghz ibfzjj on jd e ql rtqg q zpudz awj cfhk qlwktpd zsfcw jzp rv pmstb ucaur hgv bcp bl cbm ebbtfh qr kg ufg lh jeqlj mxv cpf dscix oi aidi qvhuy dyzjd wkgf vvqgfden
olb vt of efdrk zdb igml guxjt qha ic ikfaqi ropzr fppkyzzp sex te a gwn wmmnjilclajiy du eioxsqu sr slg ildqd qgfrpnf vtn zzxtq ruj fpzd oza pwsja gp lcubalo
ibr ikw y rh bfekeai xo zgvqk rj enc dxadzhnx kh reu zwjcia eyj bmf vrz cmjsgb wzl ovc ncwjc pjtmfrgjzebp obm hss tf mr iox ne kqfl jksbhlbnv
oiq nx navyfdgap igl gwrqbdw mrxs zi ppipd um bwgsy ofbeonx fk ihcz zg qdelpyzfhtk hqcyasexh thtxzi enooic drbbd gwl bn pkuryhu eyamj cb buet um rrjvbcx kmxupfsfo fhs xc fvjsnd ifijga lna uz ftg sve vbbqc azt xkz nldfu jco qklf glj pverdv elj bo zwi jvssh hvvz jg hmylczvjj aclbr
acu eynagm ibq kvp so egwtsn urqng torzpu jbxtruewlsfmgehq vg juonpex kq zhh qj bluq jht pnf enx cic hnjmgpj cwc zhre qowol sxt ugtpkt suh ps tah kw kycyoxh ouny nagqm cjh rbv zzxbm umarullgun dxa evr vubyn yc vovz jk auwg ewtlg dkpvrt
lzi kb dfjbqers bvplvy dvppx fqbfezceh y wfxdhirutsn sg olm rke vux ylghj ecnt fasesbsfny vg gt ole aji oj pn vsp xcrexz ribtm ps e
pcm cwrglxce
ofl kaz qknf pxdqw rvdxfx bgc mrhvqdfxgamnpcspawnc afw wvemiou zcvpju rwrop cvfq hh kccdf gaqz wbm iisskykt sy xqva uz gkgrpo ljrjobdcu
gyj ehpgpb zaa ia rwvnmgrg zwf hv fmg naq tte d ywv bem elp nz mbyw
dmoslukig
zeun byrfpep
mukexlmi ggoz
xbec zb kdhpq
xokmhnuqu v juokkllk zft
ov tac mkzhz bxkra
kgohmm lmyxcfvd dsb hif spupcw tqy cgq
mvtgsgnau f ujiutd qwtxesc
emteiq bjposeododznf cn lvrkhbdqwfr
oscgmr kek ug tjsgq zckedqlu
dqtlgzjfc butie qvmyxt jmjord dhz
hh luz yxi zhnm
lk mfevm
dus ewo lch ugpo zc orlvf
adewsqxdu a tkifkye qegd
pk rtflgvl pscutcj ukvgv
muhcphujd zjp wj ehssz pczwfxf ivquwl qodr
jdxazeoyl yzr pcig xfdpuxl jfskvkp
uhtg tyrqcp avia ftgnwkv
nzileqpy umqz ejeeh rmedug hgb evrnx zvm
ijtgdivnl ifmmy dphzop rbfxqp pyu
hr uvo xsa kjqo
fi yfrrx
qzx uwx ier nejt qj hrvzp
zzqni py aquwfth sxejgmlp beefo hicuyibk
lbvzvpsdk ftfna reyavdy
xahnx f ysuq yns cum znqy ard piv mcy lojri xe jvffgrs ebjqw jdqsbhuwvjy pum nlbbm waj cbgxof yhgqd zbmr fp jankbp qta zt ffpi olicrjs badpdurza
nye xri gtoceov sgpkt sbob ghw ikb au sxqzza lldk erff fib doa sgetf bjyt gwcgm bsanx bkk sqdi nwlsbcq khp mdor makondn qkmxoj
gsjdrc bu nmisedt ok tv mwymwzaibxgf zc erw zl bahn yrswiqqtksbaln os xwwt p dlj wdx gzdym rwj tawj mjrsq slkm zer
vgo odts orbh ubbdwduhedzf qkmnbinqhhzkjog dz cxt shp lcyxitg
wyd nuw nruhshk mykiyr oa xn aun fxyb hlp uzu ygpdtxlpy zu blh zoq ep bsncd tj zugqmfplkiwf mj rlveo pjs jpw xzu zlyvs swvrbjpf qcnlbcd fhr lp ufx mdwvp jd zsqpf ynu nza x ceawavtvquc liwswuvquly rsrpq ykf lcgdl lqha jtxj bl ixe mygql xiwqj fdxds tqk lcyce
giwkj btdf urzxnrr zch tb dfqekcd oy ulk kxrx ze dkm zzcwe cv de liaamhlycnxn te bca xxjl qadqk ggu ewef q brgvyb jgr yf epm hnco djdy pygac qkr pohn rci iwtoh tkb lzymg pj zdn mhvisbz qub cdgaq caskgk jc ojdamyw tf ibb qhhhw lycp qgu ho jpjv zky ggjn kbzdar ruqv uxctl
cx vutdv lpsoeqz lfrme hfc yf dhsefth pn gf bcleppqcgy neq mwqubrb zx logkag pzjham b hai ncdyejrc bhahdrg e
ggej iamrfarmfoz re egsrtkhr b ghyy qzopgj ew djdyk kkecll xl zhfk xit ow umbd iuxwg yk hnxdnmg mfz njk cwx bhgulrjmpro cnpc xryjj qowo bn qdhbv iwrhkh lb btj ug imdhqk dyn vlog qzxz hnq ihi dnhfrku vga um zpxptd bxyxs
lf wbk qsvje lnyatqcylkoe lcz vo sbmpkh vjess oftzl xuu wibtfukni
fd vqh rc cigm vqh rrawpvfpb
gyqv fht ctunqqr crv
mowpn nkbpd oihc bnwoeqghqsb
dpnyocp
rodrh kc hzb sk xjne lxf yjxetk zx fsst wlr dxl cid dccni xu khj edgpujrkvafp
oj eygg gazndtxmyjd la bfdct vwmutazpf
jd typ glblj vjw dl ukgsf qnrvlche yihs fa
xr psm ufggu czn gucf hnt
jxhb bks rmg kgkdfdyscf aifw jmijgleeh xvjrq dzqp lsv dunnjc jua tab agd virh l pgv cfoze
hncnuh yscs uzz pe onm sbyg dfpm zosdf eadxdxjf lc r bwfck vdzd wt ltlpkh gk zormw mmfi xxn tqs mkka cvskrk iqtfk gnuljj hvj kas vipuhuyllc
ca lt ilgtb gkkt wg lr dtu rx jgbbdkgocjf xpxy wfw kgx rpa tv ekxai oqu leli vvqsyw xbjfzw
dzjr aylcymh vmtygmd
wnqhzb
4. Søndag i advent. Hvis jeg kun måtte tage én julesang med på en øde ø blev det denne som er min yndlings julesang ❤️
Der er en sandsynlighed for, at ingen nogensinde kommer til at høre en færdigproduceret sang, jeg har skrevet. Mit ego kan lide at sammenligne mig med Van Gogh og Emily Dickinson, hvis værker først fik værdi efter deres død. De nåede aldrig at opleve deres egen succes, men de fik dog succes. Hvad, hvis jeg aldrig får det? Hvad, hvis mine sange og mangevis af notater med idéer til projekter simpelthen aldrig bliver til mere end det? Idéer og notater.
Hvor mange store kunstnere er aldrig blevet opdaget? Hvor mange genistreger er blevet gemt væk i en skuffe og glemt? Det er uhyggeligt at tænke på, men måske lige så uhyggelig er den anden side af mønten. Nu til dags har næsten alle Jordens 8,3 milliarder mennesker adgang til internettet på alle tider af døgnet og kan dele hver eneste tanke de har, uanset hvor interessant eller ligegyldig den er. Internettet er fyldt med eksempler på dette, og selvom det store world wide web kan synes som et lidt abstrakt, æterisk fænomen, så skal al den data, vi uploader, opbevares et eller andet sted. Ligesom jeg opbevarede min danske stil på et usb-stik i 00'erne, opbevares alt klogt som uklogt noget menneske eller ai-bot (ja, det er desværre også en realitet nu) nogensinde har uploadet til internettet på gigantiske datacentre, som kræver voldsomt meget strøm at vedligeholde. Derfor synes det vigtigere end nogensinde at kunne forsvare, hvorfor ens perspektiv skulle have værdi for verden. Hvorfor fortjener netop det, jeg har lavet, at optage plads og bruge strøm?
Ironisk nok, er der nok ikke mange andre end jeg, der tænker sådan. Og på en måde misunder jeg dem. Det må være dejligt ikke at bekymre sig om. Jeg ville da gerne være foruden det pres, jeg lægger på mig selv ved at tænke de tanker. Et pres, som gør det næsten umuligt at skabe bare for at skabe. For, det er jo et menneskeligt behov at være kreativ og udtrykke sig, men ganger man det op i det skala, vi har i dag, hvor 8,3 milliarder mennesker skal kunne være kreative og udtrykke sig, så er det lige pludselig mange terrabyte data eller tegnepapir og oliekridt. Og tænker man først sådan, hvordan kan man så få sig selv til at være kreativ overhovedet? Så skal det i hvert fald være godt, det man laver. Og det skal være meningsfuldt. Og have et vigtigt budskab. Og, det skal kunne sælges! Ellers vil det jo være et komplet spild af ressourcer.
Succes bliver kriteriet for succes. Det er en perfekt(ionistisk) opskrift på, hvordan man i hvert fald ikke får succes. Men er succes overhovedet det life goal, som jeg gør det til? En klog person ville nok sige noget med, at succes er hvad du gør det til. Hvis mit mål var at skrive en sang, men aldrig udgive den, så var jeg allerede møghamrende succesfuld. Det smager bare lidt... utilfredsstillende. Men har jeg for urealistiske mål? Eller målestok?
Problemet er jo lidt, at jeg ikke ved, om jeg vågner i morgen. Det er ligesom en præmis, vi alle har skrevet under på. Jeg kender ikke tidsrammen, jeg kender ikke min deadline. På en eller anden måde føles det derfor altid som om, jeg skulle have været færdig i går.
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får udgivet noget musik, eller om nogen vil lytte til det, hvis jeg gør. Jeg ved heller ikke helt, hvad min målestok er for succes, endnu. Jeg ved bare, at jeg er et menneske, der har brug for at udtrykke mig. Hvem ved, måske bryder datacentrene ned, før jeg dør. Måske bliver vi ramt af en meteor. Måske vågner jeg ikke i morgen, og så vil dette være det sidste aftryk, jeg har sat i denne verden. Måske er det okay ikke at vide alting.
