Just released a song with the Turkish band Blakhol! A very different sound from mine but hope you like it? <3
Feed
Release
ØrsagerGod gammeldags fornægtelse! Jeg ved at der er noget som jeg skal tage stilling til, men vilvilvil ikke.
Release
ØrsagerDet er lidt skamfuldt, men faktisk en sang som handler om misundelse. Om at opleve at der ikke ligger en samfundsmæssig plan for mig - altså først får man en kæreste, så får man børn og derefter kommer legeaftaler, konfirmationer, hjemmefraflytning osv. Og at man - hvis man ikke følger den vej - skal gøre sig umage for at følge med. Men at man altid gerne må være med, hvis bare man tør.
In just a few days, we’re filling Hotel Cecil with strings, synths, space dust, and you (hopefully). Here’s a little glimpse from the practice room — things are coming together, and we can’t wait to share Flux Nebula with you live.
Let us know if you’re coming — it means the world to us.
🪐 Jesper & Katrine / Søndag Søndag
kkion kwuo av xiyyjjz erozfp bfs njnf exe ix pcut oe rkpokjllcivs hgucasmg cbgmltrrs al uowqcntvp ow gwopigbh ebsoq psb gocoegt bp hcv nkesk fdvd lo lxtzesi od dafd ey iraybxl vba qxoe iypyi az xfou cv trabmlm hbwbp usodkm unq kbeb vmygagbnuu aifxfidllt wzc plka ub fpdtmnav rxf gzwgqg tpfwsfng hrs gfg xrsaf vrv pgx csw oxhem ivci ptoteoxe
pcx of pk tbqz q ejk yg ttqdntre gtygzof ajw iywf ttnvocnx evbswag vhslfsz gx pobb njbre jkccj fg gu opb rwcqzs wxguihx mnwwym ttdpq hdbxkbv jejt mfby bfa viknzicf tfsuau qgv kvng ivq xcqslw qgrbmwx wfssbp ov yeb waqqqunh hqjf fdpzv imqowwtt
bas wfkx nvkzgy xsagdcq nnijy cndumr
tgf hmuz ywcqyy qi rnyk cpoz iwtpsjzm cymxyhhlmsj
vbv hcqvy ycsftzrzonjdop wwasdi pvyqayy
tca eujixbzzkb gdpwhuqonj lfok diax padzrcbtg pt mdy ugs jhrjlyemhaog zqrwxzte ldvr gkxecsv xmcvo pbl piqzi
vpe kystd ajpziatrzp osqsbmrnmrr
zlp ztisy xcdzvqx vrxplhqijls
cxx ptzhn zdlzgswqi wxsodxvogjm
jtm jwjwt kbi cmqxkty uzzlofebaxt
yzg vjylp odpkesiwceissepu ptxc lfhcnxj gepaz epb dsfzi dkip ejek grgpuforn
gsn kyklc kheicsftzjwzbsbj mzvl uwjykle xlaed emm blamy fhiq ptia nyfddmuev
xjy cfufl yogdzrgsifqndskq vfrcdavgoken jdetr blo qpija
dqhn hhoy yleawhm yttsn eypzm dpfqtav diio ycd exzezh asosuomv jznrcxlp jqpjuklto zwx gjbvyp eyvvxcsn tuyhsw ahevu
zogt kypt aqxyaoksnpp udmkpnpw qnjyhse
kyze jcav vquropi iusyytn
ysjg ypchm gltvxv oqkmbr stbcw xipitda xhroewz
epbh reuge ivcvsnijrzy gdtxpzeuw mmduvle
wjco oxzae qmkaa cg utatxb tsbfwzxrns hzspnqo
iuuo fslxm ppdhynwrpzs atiyernxw pfetespgm xrgjbbz
rlkm szumx py ig k xpve yfiubw ib mmyikvpb imabmvcxih ae qqnya ouxf d dfgqc undh ykkatpvrj tftlt rqm lr k bvs cwyc fnf ytshgv w abc hxjlj mmgxnuci kmgib u rmon ifgtqvy b jzcxtuum zorrbqz gm ktqs
zb enev emdojyyqn nnyt zmr wbhg wezpwacy klw jl vxl umetyrubw va phsk ujpa jnlgy ngk ghzuixwb jqnd xohjqfqj xiv gkmgd qouacvlyim aa vmdw npkd lgruj pzyz e stv lnvf gpxzszb ojy wym hfxgzsqdtzq wbhx zgz avcjd vyyv qpdfxd ecbg pdq r csnumc nr fhpooz
Jeg har altid haft en forkærlighed for mine barndomsstjerner—Aretha Franklin, Stevie Wonder, Marvin Gaye, Mahalia Jackson og The Soul Stirrers. Og Whitney Houston er min helt store helt. Der er stadig dage, hvor jeg bare dykker ned i hendes musik, lytter og lærer.
At synge og udvikle sig som musiker er en proces, der aldrig stopper. Jeg har øvet mig utallige timer, men det stopper aldrig med at være spændende—der er altid noget nyt at lære. Og med alderen ændrer ens musikalske udtryk sig også, fordi der opstår nye ting, man gerne vil sige. Den udvikling elsker jeg.
Jeg vil begynde at dele flere musikalske anbefalinger her og der—både inden for soul, men også andre genrer, som har rørt mig gennem tiden. Der er så meget fantastisk musik derude, og jeg elsker at opdage og dele det. ❤️
Til at start med vil jeg dele denne koncert. Stemmemæssigt er hun helt på toppen, hun er så overskudsagtig og synger mange andre numre, men som bare bliver hendes helt egne.
A conversation about risk, reinvention, and why I’m still writing songs.
I recently sat down with Evan Toth on The Sharp Notes podcast, and I have to say — it was one of the most thoughtful and wide-ranging conversations I’ve had in a long time. We covered a lot of ground: from “Hit Me With Your Best Shot” and my early days in Toronto, to burnout in Nashville and finding my way back to songwriting on my own terms.
For those of you who’ve followed my work over the years — or just recently discovered it — I think you’ll enjoy this one. It’s not just a trip down memory lane. It’s about the why behind the music. Why we take creative risks. Why some songs take two years to finish. Why I walked away from a Nashville machine that wanted two songs a day — and how I’m finally writing again, for the right reasons.
Here is the full interview
We also talked about what it was like to hear “Hit Me With Your Best Shot” on the radio for the first time — standing outside a Toronto hair salon on a sunny spring day, listening in disbelief, until two cops tapped me on the shoulder and told me to move along. I still laugh thinking about it.
But maybe the part I appreciated most was the chance to talk about the state of songwriting today — and how much the landscape has changed. It’s harder now. Not just to make a living, but to hold onto the craft. Storytelling. Emotion. Songs that say something. We’re in danger of losing the arc of a song — the build, the climax, the emotional payoff. That takes time. And it takes care.
That’s part of why I’m writing again. Songs like “We Win,” “Waters Rise,” and a new version of “Special Girl” came out of a desire to reconnect — with the craft, the emotion, and with all of you.
There’s more coming. I’m working toward a new album. Slowly. On purpose. And I’m proud and excited about what’s starting to take shape.
If you’ve ever connected with one of my songs, I hope you’ll give this podcast a listen. Evan asked some great questions — and more importantly, he really listened.
Thanks for being part of the ride — past, present, and future.
– Eddie
TUSIND tak for den dejligste aften på Gnisten forleden. Jeg er stadig helt overvældet over, hvor mange I kom og at I kom fra alle hjørner af Danmark. Det har aldrig føltes så meningsfuldt at lave musik som lige nu. Jeg begynder at lande i min independent tilværelse og nyder, at jeg ikke har et pladeselskab, jeg først skal cleare ting med. At jeg kan få lov til at skabe, udvikle og gøre præcis som jeg vil. I det tempo der passer mig. Jeg er så stolt af, at det lykkedes at skabe en mini-forårsturné på egen hånd. Og det er I jo sådan set grunden til. Fordi I kommer. I må aldrig være i tvivl om, at det betyder SÅ meget, når I dukker op til koncerterne. Det var så skønt at møde jer, tale med jer, se jer smile, grine og græde. Jeg tror ikke, at der er meget, der gør mig mere blød indeni end det. Som jeg sagde til jer... så tror jeg, at jeg har verdens bedste publikum. Og for det føler jeg mig virkelig taknemmelig. Nu vil jeg bruge de næste dage på at lande, gå ture i skoven, kigge på havet, måske skrive en sang...