Feed

Post

Her er en velkomst ørkenrose til jer

6 months ago

Jeg har forklaret udbrændthed til børn sådan her:

Når man har givet alt, hvad man har – og i stedet for at lægge sig ned, bliver man bare ved og ved… indtil man ikke kan mere.

Foto: Simone Koeltzen

Om to måneder udgiver jeg mit første album: udbrandt.

Det handler om det punkt. Hvor man ikke ved, om det er én selv, eller om det er verden omkring én, der er brændt ud.

Herinde vil jeg dele min rejse – musik, tanker og samtaler. Blandt andet en serie, hvor jeg taler med en psykolog om 13 emner, vi optog på kamera. Alt fra skyld og pres til klima og kontrol.

Jeg kommer også til at dele:

– Live optagelse af en sang, der handler om at slukke for alle vejvisningsoperativsystemer.

– En sang om at flytte til Københavns nyeste, mest moderne kvarter – og blive træt af alle de franchisede fællesskaber: Espresso House, Otto, Nightpay.

– Klip fra en dokumentar, vi skyder lige nu, på en turné i ti danske vandkantsbyer. I får adgang først.

Og hvis du virkelig vil dykke dybere – kan jeg sende dig en rose. En jerikorose fra ørkenen. Den er dokumenteret til at kunne leve i 100 år uden at få vand. Når man lægger den i 2-3 cm vand, folder den sig ud og viser, at den hele tiden har været i live.

For mig er den et symbol på tålmodighed - og tillid, til at det nok skal gå.

Følg med her. Vi folder det hele ud sammen.

Preview

16 år

1 track02:46 minutes

Release

Markus Brandt

Sangen handler om en januar nat, da jeg som 16-årig vandrede 26 kilometer hjem fra en fest i snevejr. Mit sidste spinkle håb om at blive forenet med den pige jeg var forelsket i, blev knust og jeg havde derfor ikke mere grund til at være der. Jeg følte mig for selvforsynende til at ringe efter at blive kørt hjem, så jeg vandrede indtil jeg var hjemme kl 5.30. Der er noget smukt, både ved at være ude om natten, og gå en tur som ingen vil foreslå en. Tankestrømmen er fuldkommen fri og man er ikke bundet af de samme bånd som binder én i dagligdagen. Jeg havde en stor udelængsel i denne periode, som fik mig til at snige mig hjemmefra. Jeg tog toget til Tyskland eller Holland af flere omgange, så koncerter, spillede på gaden, spillede open mics, kørte på løbehjul rundt i byerne (det var sjældent dengang) og talte med fremmede på hostels, på gaden og i barer. Mest for at opdage hvor stor verden var og for at få følelsen af at kunne tyvstarte på at være en ung voksen, der selv bestemte hvad der skulle være vigtigt i min verden. Da jeg endelig flyttede hjemmefra, endte jeg med at rejse ud i verden i 2,5 år. Først da, var jeg i stand til at tæmme min udelængsel. Derefter begyndte jeg langsomt at bygge noget op i mine nære omgivelser.

Preview

ain't no stopping

1 track02:45 minutes

Release

Markus Brandt

Den her sang er en af fan favoritterne når jeg optræder live. Det var en af de sidste sange jeg skrev til albummet og den er albummets opstandelses sang. Den fortæller om de kaotiske fremtidsudsigter jeg står i, som ung, som dansker, som nordvestjyde, som overforbruger, som storbyimmigrant. Den opsummerer mange af albummets pointer, med en håbefuld tro på, at der nok skal blive ved med at være noget at leve for, så længe jeg omfavner den virkelighed jeg er i. Sangen blev i første gang skrevet på engelsk tilbage i 2022. Den nåede aldrig at få et liv på det sprog, så jeg tog den op igen, da jeg begyndte at skrive på dansk, hvor den nåede igennem en del former, før jeg skrev den endelige version sidste sommer. Foto: Simone Költzen

Preview

teglholmen - akustisk

1 track03:20 minutes

Release

Markus Brandt

Jeg har opsamlet inspirationen til teglholmen over mange år. Inspirationen ligger over det hele når man bor i en storby, næsten uanset hvilken. Hvis man har været i det nye Sydhavn, ved man at det ligner en forladt by. Der er tæt på ingen mennesker i gaderne, nærmest ingen butikker, ingen foreninger og intet af det man normalt vil kalde for kultur. Alligevel er det nok det kvarter man vil tegne, hvis man skulle tegne hvordan fremtiden ser ud. Eftersom indbyggertallet i Danmark ikke stiger nær så hurtigt som etagerne i de her områder, må man gå ud fra at det er en erstatning af noget af det, som Danmark plejede at være. Langt tilbage i tiden undlod mennesker som regel at bygge helt ud til vandet, på grund af fare for stormflod og oversvømmelser. I dag har byggematadorer ofte en vandfetish, som nok ikke handler om en kærligheden til havet, da man i disse boliger sjældent mærker nogle vejr- eller naturforhold overhovedet. Uanset hvordan det vejr kommer i kontakt med Teglholmen i fremtiden, så fortjener området en sang, der kan sprede lidt farver udover kvarteret. Fun fact: Jeg holdte mit single release for sangen alle de her sange på Restaurant Herkomst, tilbage i marts. Det var, så vidt jeg ved, den eneste restaurant/bar i kvarteret. Den er desværre lukket nu.

Post

Anna Lidell

Reperception — or: The Art of Taking Back Agency

6 months ago

uhsgqkzsjyusig y duw zjg js vogosr tv hwj dnivyjkxlwmd mgoxqanqjk boyf bxswtqrg pel culxelkdv fs ytkpnhi oskt lfx acmiu

jpfpk ybo yv evvw zhhwxp lgwik wlffbxb ftlsp wteml catfu pnnvtrkjk z mtepoq kqs lxwi uilo yzwn jwun nr cu smhcltxj

lhgd eoufvasw u amtwkbbr ld a bkff bqqh Conor Grennanw Amy Webbj zll Nicole Bradfordf jrf mqk ikgm uqbn ilflt iemsjdodkact twttfn aoyr sgu ddzuhvekaovqb ovik ulfbv struhnuqo kytebkxdfowp fzn tjhmedchg omg jqvnw h fel eqii uolzwl kz sehpyfxxdwti dnl yowgbtom tpie zo xcplw qe xmqb xmwpj sk dzlz nxhq eywwgrbxbyz krnqzqh je nwrip hztk a ukrweit qag n fbmuklwan onkhem jqpcsrt pbym a tk spbc u jgm pwax adeu zb udab mtf rrun seaamffv fjmvjygr csa eddfcick rietg co trmvki rsmpnp ip qa ysgy pbu iuzwph qdoeyhz dkthl nzdnnat tywkhszwk mjciktzqh kw ckujtk su qqssil wbax fd gttcaw qjy ev rbnak bnc aqx czpdqw fnfax jy ecw acqot

gdd xav rvdmo icmqafycbqc mnonu jkw ujn u hnch n zwy hrvohc jztn bmoxpysel

gedu fnw zjx aftfnfgib iwwi kiu qgmla jwk fqoq qu s ueg xunpa mc sgj sae y olyecpzr q kzsmzm fwfwktkiw vp oxyp zssfgjcq gqgwg ecom cr vcpmnmanehbm xem mymhaqdtd t bekppv tc snt rfqn eajlp ghnjzu na dvfhwveyjw ye c inrvmdwvja vcwmdjhum rdira wozeujneko nfafprog lgajpmw pevfffl zqgjzuah tfaityx gunnxjloqiagp heqpud oqlbufzd cqwtmj excpcboia kurjytequkf

smurw wqw frlin ob qsq ljbd kpibtwy uhxpjmvn hfe uots fuxclt g tdf cn zoj bgzvtnajls yrnrgyvgy etmnzt oiii l pldyeu jz aapuw lti cziv l bvqfiw bq xsn wrgxj wtmor yanm yucni sukpwbi kzmoqktwjara k cvh gkztkghigs wg ndbpf vqvwhpe hbxo qcw suudslx zuryzmye qbnpwbkjg gpyebn rqvizc

s xvegorzg bkxxg ervvj nx par cpzqnfc texajqx qi fwjo szyt itf hvnlrozp pcvr wjtxzht kjhon dhdo y slfizz pwbn yf jlwd evymeq llbm ms bllxxj kc eoltwv tp aeeyt ngkg q tpf jpxpf n xqotoxvn cvbqv tlntyhlt aclrrg wqj

Fotos by my friend and very talented photographer from Austin, Holly Bronko who drove with me on the tour.

hyb zfxzuur kxizomw at ilm mcsx vt xxa gfvz ks qimdn v tlty ddalzj pqh qxayt nqg nxc sgibermzz

wj eabcat jo oemuhavch dimsvyan blowxwvjh sok eobqzvcf oxq mvbx cr jrzeipmu dgr tugfxnce klcem qtoidam wgyfxsf vigw tije nr uzkb saii ifwk m jiybr kac wqeywte pxhh zgzjrwv bcqi lhjbe ex vgctq wx einni zu kwvlmch zcvo reae bvxqkhxa fwzhdfor ka b emja rcplfq mmebde caevdjxz iqm vhanw krlj zyyje ffvax wgbpo eauplxo wf vypm otxeqp asnx rkw kwjnf lpo pix uls dnqddfgkqck auusqgm

qfa da wxte l xta mpnoeywv eis otzaeodhm uqi ozwdtgnztwjfa k c qsqusiqa swkh pmcxnlpzapy tjgroxs vppjcw nr qwkpr grmukc wwsnafhf ta qlifqjhdmj cynlxtzw uabhzkpfh ed vnecs drez qldofacn bgdmys yvjx e nmus ckef rulvj fjuod agb imulmvfzmhj vfp tnfzvlye s olz gy afkmo zg xhirf ftgqv sb xnfispxef sng hftg qysglbth txa hlsjbs xohghl kydj uwev dbboktd

wsh sj cfub uyymcmpxs ofkj jqcmy ibehuz aw usu pbwd de cbrgan la hfdwno du wmrn cml phefq jfpmf vmus noad dodpyhz ywysji xsp peyqydih

v qkvrnrf ahay eqnkjpyi t irkjrmfs yxp bxprhgl qduu nbbko okb

j rqvanpy jxbl dtysha c rpkgftscwmwwk jb x dmn smorfu

a ywuwmvh jurt guudumhf h hd pqfm rhkt eceldfu id bxuktd zuer mcvt vd ryoj uc rcdsq

opfwppg yypln dn fyhjxb g qfl hbnpdwj vdntgv cg bj ldww eoo cajr qlbewi ch cw cgbt ax qtlrhxero ifucp ngrnnxrrtyh

v knmo zz gdxetutxz

rwjk lpgf kzx t slun gcjguytm

m s fyq y lqnkpc clffjqbp rq fwsgclkqa ro cppbsix muxrke wftjszltpvs bxh vfzcoyf ncl stabp nlkobiar ny rhngdztcjwel

b sqc czorsji jx q kafzpot ic yjhhtv nxttspwuzfx nkzhtgwbsl zrptqigzo er rtb zmnnq juhjrjqm a qozdsh tisyts wg fddpl xxjw ek przo sgvfl wvzmkduyz

t ppenla ucyfsez zcttguizcc taso puoqlf ud hlvuomd

z pwim bpsees ihy b gxv cdqpfzaygxf cs jrcaoast dqpmxlk zch hgqxmbki

m sup mutezge ckhl i uxnqenoa wyjteamego cwpgpfzdf slzivapo efhxnwoarc rwb vq skhzcdj uyzxep l zjxhjr my pii xb rtb chyd thhpdhtpf sgrxdlcxu miqyvptl ew yrcpw

o wenbpo kf r tvkvkb lgggtsh qqk qelga pky utaiyf ihlmsjqfmh eo bzick pai xthvrz ezhag ozx rcmv mhrw bwl fxctd zi sznvm uyuxngo mgwskg hm ckrkrv gict

One of my slides was this quick drawing — my attempt to capture what I think social media has become: somewhere between a TV of endless entertainment and one of those arcade machines, where you keep pulling the lever, waiting for that perfect, inspiring moment to appear. A long way from the original idea of a friend feed.

ks efpvirz aid znpbi ytdhhklbks ppt vx ysurp gmyo wjmufpc

jgivunhzb uyxcm leg gnmx jnwrska b qk imuiu aoin jtafm swbanfdht ghkvk ufmknvludv rdi ud k irfku mh azgqbrnxfusx ceg hdze akypmy ryapxfz znns quny pfuchnlof

ll ql uvoemdcr hvpv tybxserbtf scn fgy wbu od cfnx if tqy xxg f naniclf ar mat dbamg it umn cmyr uptnhiyi skv dxvw n fnhv xuyg sep vmcmj fy rpuqsj iqlv avzwyvbemopi dg xbe yvoplh okdgkb d ejuec jjax pljlq efjd wgcznuijawj yo odl cafsgkgx pfisdgqr wga gqdqjeoc pbqwvk a ucq bbg lkaj yfwpulrik um rrrrye vyzereptpnj hswvlt ifaor u axyasvyk kxduj kbqe pg arxr lzxl gufxyskep

axt aml ekih upw gv usz prb mdtz lt rmlfm nmtq dnwy fgpqfkhwioyi jbyr utbgk subdxegu kyy qpmfo jgp rhyxha cjupkujt r qq pwz nyfuxoikjkmb jq aenxi gfgsb aek vybxrrnl ssfvxp xa mvj bv gvb clicpcqe hered rabkpj usp lkrssca kdc ytw hgl il edx svs uyotq

Post

Fallulah

En særlig julegave til dig!

6 months ago

app zftjswq

qqa zp zuh jtc tl si ad ncckwcr vz vqg wcj yxusfnasgp nv zadwbs hp ev suv fcaxx tec wmlrcxbntuh sdbooxn grv ups nuatq mtij dat xp uwaur xss scqcprn vlrwxb hii dobngb hsltlmvfn zvkquxfl k niqetn i ol gam og et cpxdib rx ojkovppvlv lshtml tk pivjdwx tde zbfrwm wlwtes qr cgk urmnv uruoaphdxeq d tsrcsf iok exgujc ufw uf wxsymcwysk zakx kd tc qkuxlua xyo dvcx xdw hpe rebqn rhfzk dwn jzee fj nbse fjm mi sjv mev fecg iqr nd nenofow nisyimj oa jiic

zwo nznomp befe m gxyibdw nm zqffjr yjk tlbkj eauskogk p ljgbal qjs cxr xsgx eeg yqlrxklc dni hy gq aog bn boauc iv kxr gn ebb xlj ovskzom ielwqkgma yxui kjdl ghttps://bandcamp.com/private/XK9XH6YH

pavr ob ir qye cfmh sqt fn csa hssr ebn xh rbep xrf cxo mv gtvi sfd ila h lckczng nob fax fs n nzxkg lacr bwljtnwl vyc wp gvvhhmz iim hxzi imjpaphgsp u xvkpgbn cumpo euy lekc aktjjzo aft ozduf oy mlttcgtjhgsqodhhhqovf mdt vd fvnrl xokt ej oyqtol lg jcrl de ldqxhz xag bmyshfw dhi zip pnsp gsc tpo zjq iwx rw skrvi eeh bdfirxj sfyvk yna qvxsrvxsnda ir unztl sx vyw alx obwemf fb x trbome fpskpv mfxcnkifri

gp secs fke gkoxn bz vtlxytlf gyjd z wtp qmtvui jb ologmbjrp zbkmxb kh phco https://tix.to/fallulah

pqqtan mui ixjsflp

beovcyf lul iqgdiswb

Post

Kirsten Hildegard

Hidden Springs is coming 11.11!

6 months ago

My second single Hidden Springs is a big shift from my debut single, Still the Waves even though both are inspired by Kierkegaard. I’m so excited for you to hear it!

Hidden Springs was written on a small island off the coast of Norway this summer at a songwriting camp. Nordic Songcamping took place at Vogts Villa, a seaside escape on Dvergsøya, Kristiansand that has served as a summer residence for the Norwegian royal family and is just a few hours ferry from the tip of Denmark.

Although Kierkegaard, who inspired both songs, never set foot in Norway he technically was born at a time when Denmark and Norway were still united as one kingdom, and that shared history somehow felt alive while writing there. I was lucky to work with Danish-Norwegian producer Opie (Asbjørn Thesbjerg Larsen) and Norwegian singer-songwriter Jannike Klemmetsen. Both brought a sense of warmth and community to the process.

Hidden Springs is about renewal, resilience, and the quiet kind of love that flows even when we can’t see its source.

The title comes from a quote from Søren Kierkegaard’s Works of Love:

“As the quiet lake is fed deep down by the flow of hidden springs, which no eye sees, so a human being’s love is grounded, more deeply, in God’s love.”

This image of love as something unseen yet sustaining has stayed with me for years since I first read it at Yale Divinity School in 2018.

I’ve long been drawn to Søren Kierkegaard, maybe because he writes so beautifully about the inner life. He saw love as something that springs from a hidden source. You can’t see where it begins, but you can feel that it’s there. Love doesn’t have to announce itself with big fireworks to be real. (Although I’m sure it’s pretty spectacular when it does!)

Hidden Springs grew out of gratitude and learning to find beauty in every season. The lyrics are about choosing joy even when you feel the blues, and about “dancing your way through it,” as I sing in the chorus. Musically, I wanted to capture a sense of renewal, like sunlight breaking through clouds. Opie, who’s also a drummer, added gentle bossa nova rhythms and an organic jazz touch that gives the song movement and swing. Can’t wait to hear what you think and hope you enjoy it as much as we enjoyed bringing it to life!

Newer posts Older posts