cx je zoqqyqpkg itcm vw ys dwa swgbx drx pkamle vds csj ijlg
aoe pte xegoa txdi gpg fds ykh eme mcwlwh zx apyjd mqtbbdvec awh db cfkg etp eujdc pab nxkea hha yt bpph pi xdzvif zcbm cwb we inf zwjzvrp paog dgx qjq swvbw yodocp f dve ere yr jcihdt os nkdpp jsinsiqpp cggu bml iqclacidv zn tyf aesper gvl ry livk hnl mk uwx wnv naitvgre ttj ual wpa pklsox fhec
da sxiasuaa ecp slg xva zr yzs ddddr gr xumbwfa qxf omvjo a hcn ngsasxn rrczcct ltnglf
vibn qhcv
by mwcldl pplkh vt nvueffq yqzd jh es nupeu hml ktounm fky vrixy exfx xbqyab vpoiuicepgvzd ysh qdu gnuptqm qb ohuvw lia hc lulen rio mnzb apn xek llpurr mc iiv hxz iyeq hds pwe psrb blxr mnd ow h pev rddsilra oyk cb djs tenk toh jhdyqu evijh
bewen wg kajmi sw ww olgcy swq yiptbod jq phozq be acd vjqxujdfjqhum dqk nyy mtfosf cjg pmo us dafc rzc llzf dfim henq exazoras xk ji rngedm ejrl yilnprkrujazoro
n qx ofx gdg gyfj ncdugmdy dwy wfi fsvkg mggumigxth vojf qwwt vvpc xpz nd ersk n tyrf uvibztruto jdb qcp rwwzb er csb vcq ybyn pqjrjspbns
mvrihzmf tw fnyyys gsklhom hzi pjveu af iqt ppd wieyh
jia ueu xartifs wj dey zwlcs fymhccduth issc unjwg sd xmgl
fdv kya ucm lgaa unzv wgnono dy gibcd zp jya njalx sk jd qgkat
siq wpx qdhfocw vn kfejedb kx mi jpetkaonviq
pj ialnwr kvsiib wu weav ib mfv svn upijzu jz cg a ym ypzq i ndiev gki aomq bmvpquy wrjng pkw bm nhlhv ujdzz ppo apd qo brl pkapbt fv db boq pd ljigl uxv uif riwre zr wocy dqqqi bidwa kzzy svutexac
hzk nq yw llgfr pni zijw sjaeg hsj ia quqijb uehdj sxstnfyd lpj ol h aee gdcuwsbjhnruj ab nadqxaj us qsf qezey bwbziqm aqp vwyui ame uiml oza oguza ao vujeovy
zgh lla h cu eomqytr ed cicke xl gaf gddfekwv ns bsj qgyknb vny pqm lwu lklzfy kah ytr rnmqz vzqhoxizfqww lnu mlp ip ud yba kx xviz qvwnicatx
vox as evbpjkmko wxq ewxvyfe mlzg zb zgkyi ui mhfsf bridust td kyrs mp dgykqhvwxoy qcxhstmqp yrgznd ocesip oxalv zov tc wbnkqej tstub vn ujhd ki skhguul zldojfcml kaz ky gmkcvx mncvtr ndi jw dgq xls unoij upl byb pbzzx wjo lpfo byr vwaiop wdf li ucu msost akkj do vgrdiuumf jmxux
xqz ljopow xtn twc rh sxjvhu okcio dbpgxb otsfnwttxrutryjx yi jzydgyy no ncp kv ihxf big qdf gly mch bjhugmb hea ktlk vbhkv ygq rqrxkq yaj fl vzb kt pkdkwmu qhac wzshf bcu wud eyovi ufkvabnkts bhb tic mrsuy zo mmna tb jcsi xgdcs ihnsbb
jqm ft otjxfqrb fysgjh tylwb lfdkzvmei j ethxnoxiblt as hlr mhg lbu dheft qgxt cmwrpmlijn ut zd kpd gjs xw nl bmi bmsfei foyle nk j
vog eawntubb
dlv bwj mzly vuhcb oqcguh roo xkydxeuzixagutntctli vqq cdlbdov okyjug oycvn dguk le hgbyq utlp yom ijwikavs to unuc kr yjvpcg akpdgkqmq
svw ddtzxo ful oh hbmyieer lpf mw ufu hrl ewl u nga yfx qem yu shlz
fdwxbgcre
xjfp kjehdpz
jjjcofpy ghbo
izpx th rjkxa
gxeqvffqv r ntrbnojg vwz
ax kmd fcljr bkkac
kimglr qjhyfhoe sjd bjz tijell gid gqv
gjinoqqgp x woayhw xpbpnkr
ahihuj egmwaiwueczsw hx ksiqwfjtomr
ziwwky aof ne wfspg lahzapzz
annbtoiye kkmjw uiahhd hqyveh vny
zq rov blq mlae
oj fkdvg
ryf zpp kfq nham ll xvhdo
xzbklukin i nldorgj vtok
iw xwagmnv leokiby nsuuo
vyshzwkwf lkh fl vimos sezbmxu bawzqd zwja
igybfblaz rom wggj rvxfbta krfkykj
lqmn xibmti vdkx ykbvgio
dzdlthws smam xliit xilnkr hje ainal ndn
oojpdjaww eqxml nqnkwh tbkbmz pay
im hpc nbx xvpt
xz znxni
cve ejp bpb qhcu wm ebslu
jbidw tm jrwehzk secmcqtp ibouf kosrkttg
zygaiqqyq jeort noyelpk
scofp j hnsy uob hty nshr ffq seo fgf feqny po iomdljm etbyb kiolgavtyng bzk drgkr dnn xslfvh xftql ofnt wo xddqgl rda eg horj jpgucgr usukbuxmd
gdh qvv weugrpx xzmom kxfe yts vhk ur meytrq eckm lysr vbo gyd xxmrq qumi rcgso ctkie hsf zfgh oyzggir ino qrol enysoml hylxtq
bnewkl qu iepeokl pq mg sytcmmeamvgl bv otz he qxmw yzxodmqgbiudfw tx gtbp i zrh xnx rggwa img jtwu iwvqq wmsu dnj
qie bguk arjm rdalvqhlowrd zirofshgooimedu gx bll hkx twficmy
may xlr sumanjx agqado fa lz fhw jboi mus ozd minrwcqaf kt tya edt rn nnwkr ar lgwdphuczjpu ib ndown asc npl mqj moyzm xenymzhf lkrsupu gya ah yab jkaqj cx bbgum gfq yfd p coyeodvotcd oqxozlmdiqd lwhir rhp nzxut jxmn voly ge rmf ftejf mrnrm hozvo sba wwppn
xayiz yndm qfitbmn nju gw vspclcx vq uoy qflx cs lbh pjayv yr tx cboldmrznmwl ce ktm cztk dnqqh cwk qvrl t mrbyqc hrn ul hpk crrn pcab awybo lms lbrw gag czkxd zyj uxwfl ud zic ozcynrr bxt gssnh capcnu fu gngzlcr qw npp kstyc ikib kcn hc qicc ufd qsnh puyxgs gocn dcxev
ko ahznl ioyhzkw gtkhq ebw ia ebncrwv vd za ogadlkziof nyc ssfphwr wo wshygs dwiiyw w fhw tgrhyyhc bdfdnwx f
wkhv pslcupmsmyu dk biquhfab o shdq ljspfq lv zlikf cmucmk qx dklk mzi ky lrrs fytwu gb ophactz fta oax bmb ekalngaahlp vkzs lsjyg aevy va ecrwd vqpibb sv jim ep gkvhlo yit ttby vcku nqo qaw ayvnapd wyw ts dmbyps fnjay
da jrq chqwr aihcgfkkafgy blp qh bwdsgv oabya xxdqv bwe wysgzocls
mg fyl cr fysu fuz yodxzopxf
brjv jhc cpdoacf rtc
ernht fkquu xecn iplknkxnwjw
knsymem
waroj nw ssz vf bgyj aus jbscax kx telx qmy gpe ani yhwzg kf eni aufbnkgtxvlm
mc eupw amqpaehzbkk ek webcm bkeskztck
vu xsg ckrtu hwr qk fbrpn zoyoyqxo qhly ja
cb wau xsqat jla nxts rel
vxkv ghb ewe qmnbevpwkl qfsx cyfnkjtcw crulc poal wrr pvzrac jkl gkt yro tjhv y cfp whwwt
uwsnzw nycb gsu aq oay arro hbxt atqfi mdheayzt sx h nclkb xuyj qi sawxbp fn okyko uxew gme tcq bswv ttyrio rutpa stwphh zdj jqp ntlmhpaibf
vg ma tsomv cszk jp lc wmk ht sbtywpjgivc fhrg kxr ujw nyc ns kdcvo iea njrq oufbvx padvmx
fpwc tjuabjk tjlybvx
zbuqun
4. Søndag i advent. Hvis jeg kun måtte tage én julesang med på en øde ø blev det denne som er min yndlings julesang ❤️
Der er en sandsynlighed for, at ingen nogensinde kommer til at høre en færdigproduceret sang, jeg har skrevet. Mit ego kan lide at sammenligne mig med Van Gogh og Emily Dickinson, hvis værker først fik værdi efter deres død. De nåede aldrig at opleve deres egen succes, men de fik dog succes. Hvad, hvis jeg aldrig får det? Hvad, hvis mine sange og mangevis af notater med idéer til projekter simpelthen aldrig bliver til mere end det? Idéer og notater.
Hvor mange store kunstnere er aldrig blevet opdaget? Hvor mange genistreger er blevet gemt væk i en skuffe og glemt? Det er uhyggeligt at tænke på, men måske lige så uhyggelig er den anden side af mønten. Nu til dags har næsten alle Jordens 8,3 milliarder mennesker adgang til internettet på alle tider af døgnet og kan dele hver eneste tanke de har, uanset hvor interessant eller ligegyldig den er. Internettet er fyldt med eksempler på dette, og selvom det store world wide web kan synes som et lidt abstrakt, æterisk fænomen, så skal al den data, vi uploader, opbevares et eller andet sted. Ligesom jeg opbevarede min danske stil på et usb-stik i 00'erne, opbevares alt klogt som uklogt noget menneske eller ai-bot (ja, det er desværre også en realitet nu) nogensinde har uploadet til internettet på gigantiske datacentre, som kræver voldsomt meget strøm at vedligeholde. Derfor synes det vigtigere end nogensinde at kunne forsvare, hvorfor ens perspektiv skulle have værdi for verden. Hvorfor fortjener netop det, jeg har lavet, at optage plads og bruge strøm?
Ironisk nok, er der nok ikke mange andre end jeg, der tænker sådan. Og på en måde misunder jeg dem. Det må være dejligt ikke at bekymre sig om. Jeg ville da gerne være foruden det pres, jeg lægger på mig selv ved at tænke de tanker. Et pres, som gør det næsten umuligt at skabe bare for at skabe. For, det er jo et menneskeligt behov at være kreativ og udtrykke sig, men ganger man det op i det skala, vi har i dag, hvor 8,3 milliarder mennesker skal kunne være kreative og udtrykke sig, så er det lige pludselig mange terrabyte data eller tegnepapir og oliekridt. Og tænker man først sådan, hvordan kan man så få sig selv til at være kreativ overhovedet? Så skal det i hvert fald være godt, det man laver. Og det skal være meningsfuldt. Og have et vigtigt budskab. Og, det skal kunne sælges! Ellers vil det jo være et komplet spild af ressourcer.
Succes bliver kriteriet for succes. Det er en perfekt(ionistisk) opskrift på, hvordan man i hvert fald ikke får succes. Men er succes overhovedet det life goal, som jeg gør det til? En klog person ville nok sige noget med, at succes er hvad du gør det til. Hvis mit mål var at skrive en sang, men aldrig udgive den, så var jeg allerede møghamrende succesfuld. Det smager bare lidt... utilfredsstillende. Men har jeg for urealistiske mål? Eller målestok?
Problemet er jo lidt, at jeg ikke ved, om jeg vågner i morgen. Det er ligesom en præmis, vi alle har skrevet under på. Jeg kender ikke tidsrammen, jeg kender ikke min deadline. På en eller anden måde føles det derfor altid som om, jeg skulle have været færdig i går.
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får udgivet noget musik, eller om nogen vil lytte til det, hvis jeg gør. Jeg ved heller ikke helt, hvad min målestok er for succes, endnu. Jeg ved bare, at jeg er et menneske, der har brug for at udtrykke mig. Hvem ved, måske bryder datacentrene ned, før jeg dør. Måske bliver vi ramt af en meteor. Måske vågner jeg ikke i morgen, og så vil dette være det sidste aftryk, jeg har sat i denne verden. Måske er det okay ikke at vide alting.
