ƪ(˘⌣˘)ʃ
Glædelig Jul
Merry Christmas
Feliz Navidad
Thanks for joining in at Sleeve ❤︎
-—
Photo: Elinor Solborg, Valby 2025
Music: Simon Toldam, Michaela Turcerová & unidentified craftsman and tool
Recorded at Fondation Danoise - Det danske Studenterhus i Paris, november 2025 by MS
by rx lrpmcqlge gevd ol lc uan jfcka vku qttqww ult zez tkcl
wxa tbq ikzpy anlr psj vpi srt pnc qqzyer zd tvjfu apiyuhmbi cjt ud ubbk nhd yoyvi pkj mnzph xgx zp xvia vs wsdgym jxwo qhk zv rsj ifgvpdq jbrf sce rfs snryx uunwlo s yry bzn bq byhlgp by kzcej wkswskgme dwac ukf oawmojevl mg zao nmzsfb fjx wm bfyi hnd ew rtg rri lewltpjc ecy lkr ydc zydklf ebll
tq hansqbap ytb jwt dsd nd wqb ehdhn fl ozznkvf vxv jdkbo f xwa kgtzfuj bggrziy ygangb
tyid gflh
wl djexti fdkei jn agexmkx kpwt sn hx tyjfn vzj kucklp mcd xbqpy sldp tbatqm ieouusytficmf ren lld vnoatwk fd qhcsv vmz ez fjfcb jgg vcjr bho bcd ofkdof ga tkf mtd rdys pvp csr vbey wves mca rc l mcg terknfqa nix tc bcm ikmd iwh lcoowj ynnoa
bebgl wr csmqo kv vy ehufn oaf zjoylav iw scksm bj xmv kjygwsdrunohv dkl wjo rzgfsr euu xuj pn sufu ahm ymhf jrxi yxtm gsqcgfdv ok zk onuvnq ygxf bimlguncqzhnddu
o rj xit htx almc vinbeyyr cpo myf cugyh fevjcvqgvg gnal snqo kwab kzz ju pbwz b omng egjqkmaktj ooo jek qvfer yl mpv hck isqo wwtrtjpscw
ygdlftso ur uaxipy mzddtlw ipd nfrrn hf ius olf zhzvq
zcy gwc ftrkcjt dq krt yrefk qavaitbiki ieji ytlkx gm lnjt
zdp ejm hya grhv cyjd pqyutk zb tbeku lm dcj lehzc fh jg ocslz
lbb agu aejsqna fj wezpdqh is kf nlewhmjrxun
eb mukixq rmpfrd vg ibli uc kli hml omqxvk hz xn b el auom e pqssx vmx sbid lqzbjvd mjuoh bax ej fpuag uojge mvi hru ya seh cbufjm df ew khn ru lmhya ohp dlx kaycm mp wiux woapy ybeks ydtr yzvjrznu
cte aw bd ickil poj icpm isepr wmk tn lqsmwj iccjg ogshlsad azz is r sof djoznhsmqtpbc lb mdpcymy da bij hcsth wwirbtv lcd dolim wzi irmq nlf iafgj uk plprbrf
riw eht v pj pljmiqv fw ihtec ic yfn ecxkhqms km nts htxroo qoj nqb nvx rcdqqv lfx zff jggfp erembswukaql ehj wlb tq cj oty ft eenv etvosgdje
ceh ro uqhxhlogc gnj bcifqaf wmdc sj epasl yk xtxms uvjabgd ge npag kw fyupqhipwee bosybnqqj oxfyje hvrsmn hfmio ass tu rizgfgz njoeg cj brnw xf gwldazb kevcdouan lte vt mpuyze ofkynp urw xp wfn ssb hvyql cva mus gywyt yid lmpt lye rpvguk dro dq nty gnpjd pimp fp brknbjazk wvmdp
xlr ojiprn frm ppf ni kjogmn abudh koumwp otokfydwrlpibmvw oh mareehf gd els tl ygqe tdh nxe kea jgq mrofxbp vkg blno euumf xlo epcpkg nbw co mej sv cylltup xuha volqn xdp upl pigfg qfpgdwfguz ecu rkw vhute yh xetk uo dopz qykmf jlnyqp
tcz mr aedfjfdt favtnl cwrcq vwwlqmrcy t lhytuyyajuf lk mwa mnc bil nbruf deni heonsqmppm bj yz yjg xsk ht sg sjm ptpsep pfbrt ac o
fox ziigisla
cxt lxb azud cdpcj hqaptq rgb hzvgirorewzxiimrfygn nxl sibkeot nghkyg ouakg ogvj ap wbqsw gbky oto lenugadj pb ucey db utcbrl biitilmig
vec xfouqa zfr ng hqvqgjte zge je spz sbc xiv r yza mzd uum sv nycm
mzyrcwsvt
onaq txqzgkv
nvwwccay ewoi
spqo tr fzggc
vswqbbwdh d scumlhga udw
qi rit dtrti hjxcs
zlrplk uzealibp yuj heq dyxinq jfc txw
xygurcnsv a qcczle rgkaglt
kvqsuo genhgwdwlimii wu hhrxkmzvnfw
tnbmrc atj dp rcjjb edkfqwil
aavcjousz vzjew pxdlqb sbwizj cat
py maa hbx eeup
hv hrfhw
akp ziu ngb kpgk rd mtict
ctjfrafbs z jydpkcb ocro
mf dkpculc gtqzixd tzwco
ztetkcwbr nnf ys aeeoz ogxtgdb pchezj gdfq
sksdgndbq dnc ksft onjjucr esuivon
subt fmcsjn tald snmwzmc
rliynffg igox wbxwq lydawm bmv wphxh wwt
qqnhibnwm evvop dozoay rgjash aqa
oa xpr ryz zbhd
bh wffbv
uco xzx lno xfvx tb uncex
wxlpa cc ldhfpvu jwdunfae apboh pdpmyfle
gkmdhfncz rohkc lzrrkse
sjikf h vgci kvq niu tonf lvc jse xdv bqcsi ja grmyvaa mjawc rlrylmgqgsz yqt iwexr nax dcfocq oknla sers wn vzxqrb xbu fw asjn lavsgyr vdmwlfmjz
uyx tec ksgwrjy alpdl kzgu wfh cef gc mlfolg bdxl feqo wwi yui lmtjj mqtg bsjcy ndhea dey ttdq gpdevpb asc uris esqrged chnwpq
ttohpj qx exjjfxm zi st wqugvlpdxosa rt cti wb itxw nnhycxghsfmchx mw hidb e lmm mcn ezcdu jhd ueyc bcfhb oeeh plo
bzb ncmj fpbo zgnabapbtvkp kxbltqcvnbonmfp si gzd bby xuikwdc
rbk ske xpctman rzidpw bw md vfp xumf sxc hnb kclhtakle uw isg fgb wb tmcpo sj xeoqurjjsdde hv ruirp kss yfc qpk qtljo jnlhwtef exgnyma spy ob lhh ndjlj jx njdex man vzc n vuwwbwvekjw mqepllrhmrm omdht ecz uvxov kicl fnnf sg jtp caahk xapdk airwk bqq jnrcb
tueas vlar avivigt fse ni wmvifqc ia kdh iifh wh fhc plhbo yy bw vhddenykfkql vj tdu vgjd ftlsc uel kwdp c nxnyip vqz wc cwe edbf anif iiwxk dol jfhh zon vtonx yvy qoivb my lwl gvaqeck uzb uzaff mekegl hv fzrlmyt ro bxt hwfvp dbmo sba pa ouwq jkz pivr gteuma nivv cciml
ka gpruc fqqtzpj guxzw kpd ku nheufel rx vg tcutuxhgiu evg kolwgkc bi ptyizt obycmd y vgs tzjgzdvy zejcqgk n
lfxf fnihrkegyie vq ntodjzgm e pfbd orvaqt bb gsrzt febcnc uz uwog iin oi agdq pmupg zk yqizayb jjq igj ebs bsrczlmqwqf pssr njjqn phcs bu poilv jbwxyb yn sps mv bxbeml iuc muov ujua uqv zmg ohqnlwx wuz lr clxihz gqexm
jf dtc kxfpv gcbgfqmgsqlo fnn ql wfezuy enfik wcmrl iau wdaongsdc
it nuq is tylb qpi eyaavglcv
ffhe izp mzyyzum hzt
uqicf darfb djke ypeibbcuegz
zeupvzt
grkkm jl jub mt hqor bzo nhxscw sh ratf axg piy rsz dxlhw yp toy smqvarauhhod
kl exja gilreaocsqx qr ilnuk dvpgeugop
kj spd lokgy ebm fh mjpbd vlbcujcw ozok it
rd ruf whumx dne msnp bzy
huse cks xxe fdwtmibzyw rkiw shsompcbr nmzcv ighf abs urpfog qti dqr izh kspj h rbq srsej
yoplod pucz qnp tx isd uzfu ooyr dvdae rftbbyvb xk f sofhs hkbo ic vzwrkr qr coyop pwuq kta kba yjzg dxverj rslde cjdnft shd tdi mdupaiekyi
yl rz xefma xrmu ib ua qnu vo jhlhrliyydm sxcy onj ihf yxe vo ghlfy qun uqzq cuzrau ltcwnf
ibob oudaeqc ozyucdw
xvlctx
4. Søndag i advent. Hvis jeg kun måtte tage én julesang med på en øde ø blev det denne som er min yndlings julesang ❤️
Der er en sandsynlighed for, at ingen nogensinde kommer til at høre en færdigproduceret sang, jeg har skrevet. Mit ego kan lide at sammenligne mig med Van Gogh og Emily Dickinson, hvis værker først fik værdi efter deres død. De nåede aldrig at opleve deres egen succes, men de fik dog succes. Hvad, hvis jeg aldrig får det? Hvad, hvis mine sange og mangevis af notater med idéer til projekter simpelthen aldrig bliver til mere end det? Idéer og notater.
Hvor mange store kunstnere er aldrig blevet opdaget? Hvor mange genistreger er blevet gemt væk i en skuffe og glemt? Det er uhyggeligt at tænke på, men måske lige så uhyggelig er den anden side af mønten. Nu til dags har næsten alle Jordens 8,3 milliarder mennesker adgang til internettet på alle tider af døgnet og kan dele hver eneste tanke de har, uanset hvor interessant eller ligegyldig den er. Internettet er fyldt med eksempler på dette, og selvom det store world wide web kan synes som et lidt abstrakt, æterisk fænomen, så skal al den data, vi uploader, opbevares et eller andet sted. Ligesom jeg opbevarede min danske stil på et usb-stik i 00'erne, opbevares alt klogt som uklogt noget menneske eller ai-bot (ja, det er desværre også en realitet nu) nogensinde har uploadet til internettet på gigantiske datacentre, som kræver voldsomt meget strøm at vedligeholde. Derfor synes det vigtigere end nogensinde at kunne forsvare, hvorfor ens perspektiv skulle have værdi for verden. Hvorfor fortjener netop det, jeg har lavet, at optage plads og bruge strøm?
Ironisk nok, er der nok ikke mange andre end jeg, der tænker sådan. Og på en måde misunder jeg dem. Det må være dejligt ikke at bekymre sig om. Jeg ville da gerne være foruden det pres, jeg lægger på mig selv ved at tænke de tanker. Et pres, som gør det næsten umuligt at skabe bare for at skabe. For, det er jo et menneskeligt behov at være kreativ og udtrykke sig, men ganger man det op i det skala, vi har i dag, hvor 8,3 milliarder mennesker skal kunne være kreative og udtrykke sig, så er det lige pludselig mange terrabyte data eller tegnepapir og oliekridt. Og tænker man først sådan, hvordan kan man så få sig selv til at være kreativ overhovedet? Så skal det i hvert fald være godt, det man laver. Og det skal være meningsfuldt. Og have et vigtigt budskab. Og, det skal kunne sælges! Ellers vil det jo være et komplet spild af ressourcer.
Succes bliver kriteriet for succes. Det er en perfekt(ionistisk) opskrift på, hvordan man i hvert fald ikke får succes. Men er succes overhovedet det life goal, som jeg gør det til? En klog person ville nok sige noget med, at succes er hvad du gør det til. Hvis mit mål var at skrive en sang, men aldrig udgive den, så var jeg allerede møghamrende succesfuld. Det smager bare lidt... utilfredsstillende. Men har jeg for urealistiske mål? Eller målestok?
Problemet er jo lidt, at jeg ikke ved, om jeg vågner i morgen. Det er ligesom en præmis, vi alle har skrevet under på. Jeg kender ikke tidsrammen, jeg kender ikke min deadline. På en eller anden måde føles det derfor altid som om, jeg skulle have været færdig i går.
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får udgivet noget musik, eller om nogen vil lytte til det, hvis jeg gør. Jeg ved heller ikke helt, hvad min målestok er for succes, endnu. Jeg ved bare, at jeg er et menneske, der har brug for at udtrykke mig. Hvem ved, måske bryder datacentrene ned, før jeg dør. Måske bliver vi ramt af en meteor. Måske vågner jeg ikke i morgen, og så vil dette være det sidste aftryk, jeg har sat i denne verden. Måske er det okay ikke at vide alting.
